BlogUnge & Voksne

Teater V, Intet

Alle, som har minder omkring deres folkeskoletid, kan genkende sig selv og andre. Forestillingen tvinger os samtidig til at huske de ting som vi virkelig gjorde alt for at glemme.

INTET er Pelle Koppels iscenesættelse af Janne Tellers ungdomsroman af samme navn. Vi møder en 7. klasse, som kommer på dybt vand, da Pierre Anton en dag rejser sig, forlader klasselokalet og proklamerer at intet betyder noget og man derfor ligeså godt kan sætte sig op i et blommetræ og vente på at dø. Dette provokerer resten af klassen, som beslutter sig for at bevise, at der findes ting som har betydning, og at Pierre i hvert fald ikke har ret i sin antagelse af verdenen.

Det gode og det knap så gode
Jeg kendte på forhånd ikke til Janne Tellers roman, og det første jeg gjorde efter at have set dramatiseringen af hendes arbejde, var at skynde mig og bestille romanen på nettet. I hvert fald efter at jeg havde tørret de sidste tårer væk, og trukket vejret ordentlig for første gang i en times tid. Fordi INTET er et sandt power-house af en forestilling, intet mindre.

For det første fungerer scenografien vanvittig godt fra første øjeblik, og selvom den ikke benytter sig af meget andet end stole, tasker og en helvedes masse sort maling, så er stykkets univers slået fast fra første sekund. De syv skuespillere i forestillingen spiller skiftevis de forskellige elever i klassen (kun Pierre og historiens primære fortæller Agnes spilles af den samme gennem hele stykket) og disse skift sidder så ufatteligt skarpt, at der aldrig er nogen tvivl om hvad der foregår, selvom historien ellers gør hvad den kan for at ryste dig af. Stykket bliver fortalt stor set som når du læser en bog, komplet med ”så sagde hun” osv. Selvom det umiddelbaret kan lyde mærkeligt (og være svært at forklare) så fungerer det helt eminent, og det holder et vanvittigt tempo, uden på nogen måde at nogen måde at tage noget fra de stille passager. 

LÆS OGSÅ:
“Fra håndbold til Hamlet. Kender du Pelle Koppel?”

Jeg vil ikke afsløre noget af plottet her – bare advare om, at en gang 7. klasse eksistentialisme virkelig kan kravle ind under huden på dig, når det er så velskrevet og velspillet som vi ser det her. Alle, som har minder omkring deres folkeskoletid, kan genkende sig selv og andre, men tvinger os samtidig til at huske de ting som vi virkelig gjorde alt for at glemme. Stykket er utrolig råt og voldsomt, og jeg overhørte også andre publikummer efter som simpelthen synes, at det var for meget. Dette er selvfølgelig en smagssag, men det bliver serveret med en så voldsom intensitet, at jeg simpelthen ikke fysisk kunne kigge væk, selvom jeg ofte egentlig gerne ville. Og alligevel er stykket også til tider så hylende morsomt, at du lidt glemmer hvorvidt tårerne på dine kinder kommer af grin eller gråd.

Så med det in mente at denne forestilling bestemt ikke er for alle, kan jeg kun komme med mine varmeste anbefalinger til, hvad jeg følte var en fuldstændig uafrystelig teateroplevelse.

Skynd dig ind og se den hvis…
.. du har brug for at blive rystet godt og grundigt i din grundvold af en skide god historie. Hvis du bare holder af teater. Hvis du nogensinde har været barn, eller teenager. Faktisk skal du bare tage ind og se den.

Af Rasmus Borst, Den 4. Væg
Jeg er 26 år gammel, bosat i Odense, selv aktiv som scenekunstner, og er samtidig medstifter af Scenoskop Festival og aktiv i NEATA projektet, som skal samle ungdomsteater i Norden. Teatret kan noget som ingen anden kunstart kan, og jeg er enormt interesseret i at se, hvilken vej scenekunsten udvikler sig. Samtidigt kan jeg sagtens lade arbejdsbrillerne ligge derhjemme og gang på gang blive blæst bagover af teatrets magi.