J O B er en melankolsk forestilling om den russiske jøde Mendel Singer, akkompagneret af skøn balalaika-musik, som skaber en autentisk stemning til den simple opsætning af Joseph Roth’s roman af samme navn.
I J O B følger vi den jødiske Mendel Singer fra sit fattige liv i Rusland omkring 1. verdenskrig og hele vejen op til 2. verdenskrig, hvor familien er flyttet til Amerika, da en af hans sønner har formået at skabe sig et bedre liv derovre. Gennem Mendels øjne følger vi familiens udvikling med en meget syg søn, to andre sønner, som drager i krig og en datter, som ikke rigtig kan finde sin plads i livet. Hele historien fortælles på 1½ time af den dygtige Ina-Miriam Rosenbaum, som spiller alle roller i forestillingen. Bag hende sidder to musikere, som skaber et lydunivers med harmonika, klarinet og diverse remedier til lydeffekter.
Jeg læste engang, at hvis Rusland skulle have et motto, så skulle det være “But wait, it gets worse”. Jeg vil tildele det samme motto til Mendel Singers miserable liv. Den ene ulykke efter den anden rammer den stakkels mand ligesom den bibelske fortælling om Job, som mister alt, han har kær. Men for Mendel ender det heldigvis godt, da han, ligesom Job, får det meste tilbage til sidst.
Ina-Miriam Rosenbaum gør et flot stykke arbejde med at spille den ene rolle efter den anden og formår at skabe forskellige udtryk til hver karakter med meget få nuancer i stemmeføring og kropsholdning. Hun har bestemt et grinende publikum med sig. Også de to musikere understøtter forestillingen godt. Den russiske balalaika-musik og deres reaktioner på historien er mindst lige så underholdende som at se på Rosenbaum.
Historien er dog meget lang, og jeg sidder og bliver lidt træt i løbet af forestillingen. Selve scenografien er fuldstændig skrabet, så der er ikke så meget at se på. Man har valgt, at Rosenbaum skal tale i en mikrofon hele vejen igennem, hvilket dels begrænser hendes fysiske udfoldelse gevaldigt og dels gør, at råb og skrig skærer i mine ører. Fortællingen udvikler sig meget langsomt, og jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at romanen egner sig godt til en opsætning som denne. Der er mange detaljer, som er vigtige at have med for at forstå historien, men når der kun står én person mere eller mindre stille ved en mikrofon i 1½ time, så bliver det meget langtrukkent for mig.
I løbet af forestillingen veksler jeg mellem at synes, at det fungerer rigtig godt og at kede mig. Selvom det er en spændende fortælling, så synes jeg ikke, at denne opsætning er rigtig vellykket. Det skal dog siges, at det resterende publikum, som er lidt ældre end mig, virker til at være noget mere begejstrede, end jeg er.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se en simpel opsætning med stærke præstationer på både skuespil- og musikfronten.
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.