BlogUnge & Voksne

Litteraturhaus: Nattens Pibere

”Nattens Pibere” var en odysse, en rejse gennem Nis Petersens univers i hans periode som en af ”gadens folk”.

Og det skal tages helt bogstaveligt. Teatret kalder det selv en audiowalk på en time, men den viste sig at strække sig over små to timer med pauser undervejs til lidt at varme sig på for gadens husvilde (som vi i fiktionsrammen blev en del af).

Turen gik gennem det indre Nørrebro, hvor der siden Nis Petersens tid er blevet saneret, renoveret og bygget nyt, så kvarteret i dag rummer den stemning, man kan møde i Berlin i kvarterer som Friederichshain, hvor mange danskere har købt ferielejligheder.
Men det øger kun kontrasten fra dengang og til nu mellem de hjemløse og caféfolket,
Vi oplevede på vores vandring ingen af husvilde, de subsistensløse, der for at overleve var måtte overskride egne grænser.

Men vi vidste, at de måtte være der er sted. Og det var netop dem, forestillingen ville give en plads i vores bevidsthed midt i kvarterets sprudlende aftenliv.

Et liv på skyggesiden
Vi venter ude på gaden foran Litteraturens Hus i Møllegade, og klokken 20.10 dukker ”vores skuespiller” op med mandolin, guitar og en gul og klirrende Nettopose for at høre, om det er os, der skal med ham på nattevandringen. Det bekræfter vi, og jeg siger til mig selv, at selvfølgelig kommer denne mand fra gadens folk for sent, for det er jo kun os, der hænger os i minutterne, fordi vi måler tiden med en helt anden målestok end han gør.

Vi er udstyret med høretelefoner og en iPod, så vi undervejs på hele turen kan opleve livet i den undergrund, som vi ofte lukker øjnene for.
Vi var en halv snes den aften, som vandrede med gennem gader og ind i de åndehuller, der om dagen er fristeder i det travle liv, mens de om natten giver plads til dem, der ikke har andre steder at tilbringe mørkets timer.

Nis Petersens digt
I digtsamlingen ”Nattens pibere” (1926) er den altoverskyggende dimension Nis Petersens tid som vagabond og med ham også de mennesker, han delte sin tilværelse med: narkomaner, kriminelle, kvinder til salg, folk med vridsløseerfaring, desillusionerede mennesker, – men også folk med et håb om en fremtid, hvor der bliver accept af dem, som er kommet skævt ind på livet allerede fra deres barneår. (Her må det også med, at kærligheden i dens vidtfavnende dybde var en dimension, som kan ses i det kendte digt fra netop denne digtsamling: ”Jeg samler på de små børns smil” …………….. og det blev naturligvis også læst op sidst på ruten.)

Turen rundt i ”den sorte firkant”
Vi gik, vi lyttede, vi blev ledt ind i den følelsesrejse, det er at blive ”dus” med vagabonderne.
Undervejs stoppede vi op flere gange, og ”vores subsistensløse skuespillerguide” underbyggede stemningen ved at synge og spille for os – og så fik vi en dram at varme os på, som han sagde.

Vi var bl.a. på Blågårds Plads, hvor vi stoppede op ”nede i den fredelige ende”, og her kom en ung kvinde og foreslog os at komme væk ret hurtigt, for i den anden ende af pladsen var der optakt til ballade blandt et par grupper.

Det var ikke fiktion, men den skinbarlige virkelighed, og for os som nattevandrede gav det en underbyggende dimension i oplevelsen af de hjemløses tilværelse.

En alternativ teateroplevelse
I præsentationen af forestillingen på ”Teaterbilletter” står der bl.a.: “Få historien fortalt fra samfundets underside, fra de karakterer der ofte bliver glemt, når historien gøres op.”
Og det blev til fulde indfriet i kraft af autenticitet på lydsporet, som var nøje kombineret med de steder, vi bevægede os hen. Som en af dem sagde i teksten: “Hvorfor kan folk ikke bare smile til en hjemløs, når man møder ham. Hvorfor skal han ignoreres?”

Hele forestillingen afspejlede dette håb om medmenneskelighed, og det understregedes af, at vi også havde et stop ved et gravsted på Assistens Kirkegård, som jeg her undlader at beskrive intensiteten af.
Men vi gik stille videre.

Bemærk:
– at det i præsentationen af forestillingen på teaterbilletter er angivet, at vandreturen rundt på Nørrebro varer en time. På premiereaftenen varede turen henved 2 timer.
– at der udleveres iPod og nysprittede høretelefoner, men man kan medbringe sine egne høretelefoner.

Af Vivi Holm, cand. mag & teaterspotter
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen. Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.