Gustav Wied skrev ’Livsens ondskab’ i 1899, og nu lever hovedpersonerne op igen på Nørrebro Teaters skrå brædder.
Teaterdirektør Mette Wolf har skrevet på den gamle klassiker, så vi ikke længere befinder os i Roskilde, men i en hvilken som helst dansk by, hvor nærigheden og selvretfærdigheden blomstrer.
Emanuel Thomsen, eller Thummelumsen som han bliver kaldt, spinker og sparer for at kunne købe familiegården tilbage. Livet er hårdt og uretfærdigt, men får han gården tilbage, vil alt blive godt og lykken vil vente lige om hjørnet. Men lykken er ikke alle forladt, og slet ikke i den provinsby, som Thummelumsen bor i. Her ser man helst, at alle bliver ved deres (last) læst, og da Thummelumsen vinder i lotteriet, er der ikke mange lykønskninger at hente fra de andre af byens beboere. Hver har de deres egne egocentriske dagsordner.
LÆS OGSÅ: “Får man penge for det her?”
Ud over den naive Thummelumsen, stifter vi bekendtskab med en hel række af andre sære og aparte karakterer. I ædedolkenes klub spiser medlemmerne sig til døde, imens deres koner sladrer og stjæler roser på kirkegården. Thummelumsens mor; Mor Karen, bliver hundset rundt med og henter kaffe i et væk, imens den sympatiske, men hjælpeløse, Wulfdine drømmer om Thummelumsens opmærksomhed. Overlærer Clausen er den lallende idealist, som er venner med toldmester Knagsted, og Knagsted ser på alt hurlumhejet og morer sig over verdens meningsløshed. Knagsted er den kyniske satiriker som køligt piller folk ned fra deres piedestaler, inden han pakker kufferten mod andre himmelstrøg.
På scenen befinder sig altså en hel bunke usympatiske, skingrende skøre figurer, som man langsomt, men sikkert, bliver fuldstændig forelsket i. Nok er Thummelumsen vores hovedperson, men hver af de 28 håbløse eksistenser står skarpt og defineret. I det hele taget bærer forestillingen præg af en eminent timing og præcision som havde skuespillerne spillet forestillingen i en måned før premieren.
I det hele taget er ’Livsens ondskab’ en utrolig helstøbt forestilling. Tekst, ensemble, lyd, lys og scenografi arbejder fortrinlig sammen og giver forestillingen et utrolig stilsikkert og lækkert udtryk. Man både griner, overraskes og imponeres, og indeni fælder man en tåre for stakkels Thummelumsen.
Og man skulle tro, at tyngdekraften ikke gælder for skuespiller Peter Zandersen, for Thummelumsen flyver rundt på scenen med en så stor iver og livskraft, at vi føler intet kan stoppe ham. Til slut står han da også med, hvad han ønskede sig, men udtaler så: ”Man skulle aldrig have sine ønsker opfyldt.” For Thummelumsen har haft skyklapper på øjnene og ikke set, at livet er fløjet ham forbi, og han står uden drømme og livsånd tilbage.
’Livsens ondskab’ husker os på, at vi ikke må have et snævert syn på verden og vores medmennesker. Vi må ikke leve i fortiden, men åbne os op for udvikling, nye værdier og mennesker! En forestilling som både underholder og giver stof til eftertanke, og derfor hermed min varmeste anbefaling.
Jeg er opvokset i en teaterfamilie og har i mit voksne liv udviklet en stor kærlighed og passion for faget. Mit højeste ønske som blogger er, at få flere mennesker i teatret, så alle kan få øjnene op for denne fantastiske verden af underholdning, oplevelser og eftertanke.