De er knalddygtige, Mille og Maria. De er lynhurtige og omstillingsparate, og de leverer en fremragende præstation uden på noget tidspunkt at lade sig slå ud af de skiftende stemninger, der hersker i rummet.
Maria Stuart er en nyfortolkning af den klassiske tekst af samme navn af Friedrich Schiller og tager udgangspunkt i Dronning Elizabeth I’s henrettelse af Dronning Maria Stuart af Skotland, grundet hendes forsøg på at vælte Elizabeth I af tronen, og selv overtage England. Historien er fra 1500-tallet, og i denne nyfortolkning forestiller man sig, hvordan en retssag mellem de to kunne have set ud. Dronningerne fremfører hver deres side af sagen, og når retssagen er ovre, har publikum 10 minutter til at tale sammen om, hvorvidt Maria Stuart skal erklæres skyldig eller ej.
Udover de to dronninger sidder der også to eksperimenterede jazzmusikere med ved forestillingen, som i høj grad styrer, hvad forestillingens fremgang bliver. En del af konceptet er nemlig, at skuespillerne skal følge musikken, og de ved derfor aldrig, hvordan deres replikker skal leveres, før de kan høre, hvor musikken tager dem hen. Spørgsmålet er, om publikum vil lade sig påvirke af, at historien er virkelig? Vi ved i forvejen, at det i virkeligheden var Maria Stuart, der måtte lade livet – men må vi skrive verdenshistorien om? Slutningen er derfor altid forskellig fra aften til aften, alt efter hvordan publikum voterer, og hvordan musikken spiller.
Det gode og det knap så gode
I det lille kapel sidder publikum på de lange og knirkende kirkebænke i hver sin side af kapellet; rummet summer af energi og spænding. Ingen ved præcis, hvad der skal til at ske. Det eneste, der ligger fast, er selve teksten – alt andet improviseres. Udførelsen af teksten, lyden i rummet og slutningen er der ingen, som er klar over. Lyden af en violin strømmer ud i kapellet oppe fra balkonen, dette akkompagneres af flygelet i hjørnet af kapellet. For enden af rummet troner Elizabeth I (Mille Maria Dalsgaard) sig over publikum. Herfra har hun mulighed for at forlade tronen og interagere fysisk med publikum. Dette benyttes flere gange til at komme helt tæt på juryen. Hun indleder retssagen med sin både arrogante og rolige stemmeføring, styret af den stemning musikken skaber. Oppe på balkonen toner Maria Stuart (Maria Carmen Lindegaard) frem fra sit fængsel, ude af stand til at kommunikere fysisk med publikum. Hun fører sin egen sag med en sympatisk og retfærdighedssøgende stemme, igen styret af musikken. Der er aldrig nogen fysisk kontakt mellem de to skuespillerinder, og de sættes virkelig på arbejde. De skal hele tiden rette sig ind efter musikken. Man ser tydeligt koncentrationen i deres øjne og den kortvarige forvirring der opstår, når en replik pludselig afbrydes af en blokfløjte eller et lille råb. De er knalddygtige, Mille og Maria. De er lynhurtige og omstillingsparate, og de leverer en fremragende præstation uden på noget tidspunkt at lade sig slå ud af de skiftende stemninger, der hersker i rummet. De formår at give den mere end 200 år gamle tekst liv nok til at fungere i dag. Forestillingen behandler nemlig også emner, vi i dag tydeligt genkender; hvordan ville et land se ud, hvis nogle af de helt grundlæggende tanker og værdier blev udskiftet med nogle andre, og ville der være plads til den forandring?
Ideen om at lade jazzen styre hele forestillingen er både spændende og forfriskende, og det bliver til dels også udnyttet godt. Det er dog til tider en blandet oplevelse. Først og fremmest drukner flere af replikkerne i de meget høje lyde og effekter, og som publikum bevirker det desværre flere gange, at man mister fokus. Derudover sker det ofte, at særligt de elektroniske lydeffekter kommer til at virke malplacerede, og dermed forstyrrer mere end de gavner. Når musikken så faktisk lykkes i at understøtte fortællingen, så gør det både skuespillet mere levende og vedkommende. Ofte kan man dog sidde med en følelse af, at teksten havde fungeret bedre, hvis musikken havde spillet en mindre rolle, netop fordi skuespillet er så fabelagtigt.
Da forestillingens 70 minutter lange anklage og forsvar når sin ende, bliver publikum opfordret til at starte en diskussion om det, de netop har set. Dermed opstår flere spændende tanker: “Hvad gør man, hvis man ikke går ind for dødsstraf?”, “Hvordan havde verden set ud, hvis England havde fortsat som katolsk frem for protestantisk?”, “Hvem talte bedst for sin sag?” og “Vil vores svar enten redde eller forlise verden, som vi kender den?” Forestillingens slutning skal selvfølgelig ikke afsløres, men vi tør godt røbe, at det både er koldt og kynisk. Opsætningen af Maria Stuart har som udgangspunkt en utroligt spændende præmis, men desværre bliver det til tider en lidt blandet fornøjelse.
Skynd dig ind og se den hvis…
… du er med på at opleve noget helt specielt, hvor du aldrig helt ved, hvor du vil befinde dig ved forestillingens slutning. Konceptet er både nyt og forfriskende.
Studerende og fattig? Sådan gør du
Er du over 25, men studerende, kan du slippe med blot 75 kr. Er du til gengæld under 25, skal du kun betale 55 kr. – og kan du få samlet 5 venner under 25, så I er 6 i alt, skal I blot slippe 40 kr. pr. næse
Anbefalet af: Clara Lindstrøm Gleerup og Anne Louise Slott Thorborg
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.