Morph tager dig med på en syret, antropologisk rejse ind i den dybeste, dyriske afkrog af mennesket for at stille spørgsmålet: “Hvem og hvad er vi egentligt?”
Morph er først og fremmest fysisk teater. Det er en slags studie af mennesket, både som et simpelt og dyrisk væsen, men også som et komplekst og til tider latterligt væsen. Fortællingen, hvis man kan sige, at der er sådan en, handler om en mand (Kristján Ingimarsson, instruktør og hovedrolle), som undrer sig over, hvorfor mennesket er, som det er. Derfor undersøger han en lille gruppe, som efterhånden får hevet ham ind i deres syrede, dyriske verden. Morph er et gæstespil af Kristján Ingimarsson Company i co-produktion med Aarhus Teater, hvor forestillingen desuden spillede tidligere i år.
Det sjove ved fysisk teater er, at jeg kan sidde og tro, at nu har jeg forstået pointen i det mærkelige, der foregår på scenen, men så sker der pludselig noget helt andet, overraskende og uforståeligt. I nogle tilfælde har jeg oplevet dette som frustrerende og meningsløst. I Morph er det meningsløst, men på en måde, som virkelig fungerer for mig.
I hele første del af forestillingen fungerer Ingimarsson som en slags vært på et naturprogram, som hele tiden prøver at forklare, hvorfor menneskene på scenen opfører sig som de gør. Det piller det abstrakte fra hinanden, og gør det håndgribeligt og morsomt. Efterhånden som han hives ind i gruppen, mister publikum lidt deres stemme i forestillingen. Dette er ikke nødvendigvis dårligt, men nu er man overladt til selv at finde mening i, hvad der foregår, hvis man da kan og vil. Det lykkes dog ofte for mig at finde en eller anden mening i galskaben.
Skuespillerne har et råt og rent følelsesudtryk, som ofte er virkelig sjovt. Desuden er de enormt dygtige med deres kroppe, og får i samarbejde med scenografien skabt nogle fantastisk smukke, underholdende og interessante symboler og billeder.
Scenografien er bygget op omkring to ting: glasbure i forskellige størrelser og en hel masse skrald. Skuespillerne formår at kravle rundt i og på glasburene på imponerende vis. Fx sætter de deres krop i spænd i et meget smalt glasbur, så deres fødder er hævet fra jorden, og de ser ud til at flyde i vand. Skralden bruges til at skabe de mest syrede billeder, såsom en brunstig hingst, en kæmpe hjerne og en engel. Dette er bare et udsnit af de mange billeder jeg ser. Andre fra publikum ser måske noget helt andet. Det er overladt til egen fantasi.
Til tider føler jeg mig dog lidt for overladt til mig selv, og nogle scener kommer til at føles meget lange og meningsløse. Til gengæld keder man sig aldrig, for skuespillerne er sindssygt dygtige, og scenografien er virkelig flot og effektfuld.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil se noget syret, men sjovt fysisk teater med nogle møgdygtige skuespillere og en kreativ scenografi.
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.