BlogUnge & Voksne

Mungo Park, Camille Clouds brevkasse

Et satirisk og herligt udstillende indspark i en tid med fokus på politisk korrekthed og hellig selvdyrkelse

Camille Clouds brevkasse kender du måske fra bogen af samme navn, som er skrevet af dramatiker Line Knutzon. Nu bliver selvhjælpsguruen Camille Cloud vakt til live på scenen i en dramatisering af Heinrich Christensen, som også har instrueret stykket. I Camille Clouds brevkasse møder vi en række forskellige personligheder i skikkelse af fire skuespillere – Malin Rømer Brolin-Tani, Anders Budde Christensen, Marianne Mortensen og Mads Hjulmand.

Omkring en smuk, rund guru-opsats fyldt med lyserøde fjer og frynser er der placeret 23 stole i en halvcirkel. På stolene sidder folk forventningsfuldt og venter. De venter på Camille Cloud. Camille Cloud har svaret på alt. Hun har nemlig tænkt på alt, før hun blev født, og som brevkasseredaktør deler hun glædeligt ud af sin visdom. Denne gang skal hun holde foredrag med “Q&A”. Men dukker hun overhovedet op?

Det gode og det knap så gode
Camille Cloud bliver dyrket som et menneskeligt orakel, og det er sjovt at overvære karakterernes gudsdyrkelse og desperation. De udnytter ventetiden med at stille spørgsmål, de higer efter at få svar på, som eksempelvis: “Jeg er en kvinde på 50, der er begyndt at ligne en kvinde på 50. Hvad gør jeg?!”

Spørgsmålene bliver mere og mere absurde, og det ender med at være et decideret freak show, vi er vidner til. En kavalkade af skøre mennesker, der løber rundt i “manegen” med deres mærkværdige problemer; et ægtepar, der er “glade og utilfredse” mangler nogle kunstnere, de kan hade og en ung fyr, der er blevet forelsket i sig selv, vil gerne møde ligesindede. Mange af personernes træk, måden de taler på, deres bevægelser og beklædning, giver os associationer til ‘Casper og Mandrilaftalen’. Og selvom det ER et freakshow, er mange af freaks’ne typer, vi genkender fra vores eget liv; initiativtageren, den overhøflige og networking-typen, der “brænder for at være en dynamikskabende ildsjæl”, blot for at nævne et par stykker.

Til sidst dukker Line Knutzon selv op som karakter, hvilket er et genialt meta-greb. Knutzon hader alt, Camille Cloud står for. Men så kommer Knutzons indre Camille Cloud frem… Hvem er egentlig plattenslageren nu? Er Cloud og Knutzon én og samme person? Og er livet i virkeligheden et absurd cirkus, vi selv gøgler rundt i?

Skuespillerne er hammerdygtige, og sproget er energisk og sprudlende. Vi griner, men vi griner desværre ikke, til vi får ondt i maven. Det brede persongalleri ender med både at være forestillingens styrke og svaghed. De mange skøre karakterer er spændende, men vi lærer dem ikke rigtig godt at kende, og derfor bliver det svært at knytte sig til dem.

Camille Clouds brevkasse er et satirisk og herligt udstillende indspark i en tid med fokus på politisk korrekthed og hellig selvdyrkelse. Forestillingen skildrer, hvordan vi som hovedløse høns løber rundt efter svar og godtager hvad som helst, hvem som helst siger. Og for at det ikke skal være løgn, poppede en annonce op på Instagram på vej hjem fra forestillingen med ordlyden: “7 genveje til at gøre det, der er rigtigt for dig”… Vogt jer for virkelighedens Camille Clouds!

Skynd dig ind og se den, hvis
… du også er træt af tidens navlepillende fokus på at være “den bedste udgave af dig selv” og andre floskler og klichéer – og bare gerne vil grine lidt af det hele.

Anbefalet af Trine Balle & Julie Mørkeberg

Af Trine Berg Balle, Den 4. Væg
24 år. Læser film- og medievidenskab og har været pjattet med teater siden jeg som 4-årig så Eventyrteaterets udgave af Svinedrengen. Jeg kan godt lide abstrakt og gakket teater, og er det spicet op med musik eller sang, er det bare icing on my cake! Dog kan musicals godt kamme lidt over, og jeg står af, hvis skuespil bliver for teatralsk. I min egen (prægtige) teater-karriere har jeg primært spillet mor-roller eller den forvirrede kanin fra Alice i Eventyrland, så nu befinder jeg mig blandt publikum, når tæppet går fra. Kan jeg kombinere en teateroplevelse med en efterfølgende tur i baren, har det bare været den perfekte aften!