BlogUnge & Voksne

Mungo Park, Fejring af et godt menneske

Hvad er et godt menneske?

De fleste af os tænker sikkert, at vi tilhører den kategori. Eller i hvert fald gør os umage. Det meste af tiden. ‘Fejring af et godt menneske’ er et stykke ny dansk dramatik, der som titlen siger fejrer det gode menneske – og Marianne Mortensens 35-års jubilæum som skuespiller. Men ikke alt er godt, som skuespillet skrider frem på scenen.

Susanne er en succesfuld stamcelleforsker. Internationalt anerkendt på sit felt. Hun lever et priviligeret liv med sin mand igennem snart 40 år. Og i dag fejrer hun sin 60 års fødselsdag. Familie og venner er på trapperne, mens Susanne nervøst øver sig på talen i sit walk-in-closet. Hun hader at være midtpunkt i festen, så i talen forsøger hun at få fokus væk fra sig selv. I garderoben tager hun en tur ad mindernes vej tilbage til sin barndom, og pludselig vælter der bogstaveligt talt hemmeligheder ud af skabene. En gribende fortælling om et levet liv, hvor omkostningerne har været store i form af skyld, skam og sorg.

‘Fejring af et godt menneske’ er Mathilde Walter Clarks debut som dramatiker. Det er et glimrende stykke, men der kunne godt tyndes lidt ud i myriaderne af ord, der til tider virker mere som en roman end en dramatisk monolog. Marianne Mortensen står alene på scenen i Mie Riis’s enkle og flotte scenografi. Hun er fremragende i Kamilla Bach Mortensens intense iscenesættelse. Og det kan godt være, at hovedpersonen ikke synes, hun lever op til prædikatet “et godt menneske”, men Marianne Mortensen kan til gengæld roligt bryste sig af at være en helt vildt god skuespiller.

Tillykke med 35-års jubilæet!

Af KOP kultur
Knud Overgaard Pedersen. Teateranmelder og kulturblogger på Facebookbloggen KOP kultur. Jeg har en særlig kærlighed til skuespillet, men nyder også musicals, ballet og moderne dans. Er exam.art. i dramaturgi og til dagligt administrativ medarbejder på Nationalmuseet, så der er dømt kultur fra morgen til aften hele året rundt.