BlogUnge & Voksne

Mungo Park, Manning er fri

Budde Christensens portrættering af Mannings historie er både intim, øm og rørende. Der er ingen tvivl om, at Manning er fri er en kraftpræstation, og salen bryder da også ud i applaus, da Budde Christensen forlader scenen.

Som ene mand på scenen brillerer Anders Budde Christensen som hhv. ”foredragsholder” og Bradley/Chelsea Manning. Budde Christensen byder os velkommen. På scenen bag ham er scenografien enkel; en sort duffelback, et par stole og et stort glasbur, hvoraf bagsiden udgøres af store tv-skærme. Budde Christensen går på scenen.”Foredraget” starter. Oaklahoma 1987. Vi bliver præsenteret for unge Manning, hans søster og mor og far, der begge er svært alkoholiserede, men fungerende. Dagene går med skrig, skrål og køreture til hospitalet, når mor igen har slugt piller. Manning er født Bradley, men ønsker allerede som helt ung at være en pige, men efter faderens vredesudbrud lover Bradley, at han aldrig vil ønske det igen. Da Bradley bliver teenager, flytter han hjem til sin tante, og her begynder han at lege med tanken om at være en anden. Det gør han bl.a. i diverse THE SIMS-universer og online chatrooms, og pigen Chelsea ser lyset for første gang. Da han beslutter sig for at melde sig til militærtjeneste i et forsøg på at ”mande sig op”, begynder det at gå stærkt. Manning får kendskab til nogle af USA’s tophemmelige dokumenter og videoovervågning – han lækker det til pressen. Og så begår han den fejl at betro sig til ét af sine online bekendtskaber. Han bliver anholdt og smidt i fængsel med en dom, der lyder på 35 år.

Det gode og det knap så gode
Budde Christensen portrætterer samtlige karakterer på scenen og skifter løbende mellem bl.a. en lille dreng, en ung teenagepige og en aggressiv far. Skiftende er elegante og præcise, og det er hjerteskærende at blive inviteret ind hos den lille familie, hvor intet er, som det skal være. Under store dele af forestillingen fungerer Budde Christensen nærmest som foredragsholder, der kronologisk tager os med til vigtige nedslag i Mannings liv. Det gør dog aldrig forestillingen hverken tung eller uinteressant, fordi Budde Christensen formår at give de små nedslag karakter og gøre dem levende. Men gradvist som Bradley finder sig til rette med i sin egen identitet som Chelsea, formerer Budde Christensen sig også  til Manning. Snart er der ikke noget foredragslignende element over fortællingen. Pludselig er vi en del af historien. Sammen med Manning er vi vidne til nogle af USA’s tophemmelige missioner. Det er absurd at overvære det amerikanske militærs aktioner i Irak og Afghanistan. Vi ser de videoer, han lækker til pressen, og det er ikke småting.

Hele forestillingen er en rutsjetur af følelser, men det er især svært ikke at få en klump i halsen, da Barack Obamas ansigt toner frem på de store baggrundsskærme i det lille glasbur. Som en af sine sidste præsidentgerninger benåder Obama Manning – 28 år før tid. Budde Christensens skuespilpræstation er glorværdig. Da glasdøren klikker åben, og Manning træder ud i virkeligheden, er det en ny og forandret verden. En verden, hvor vi konstant bliver overvåget og hvor staten har adgang til vores inderste tanker. Hvilket vi på sin vis ”bare” har accepteret. Manning stiller spørgsmålstegn ved netop frihedsbegrebet og forlader derefter scenen i stilhed. Ikke længere som Bradley, men som Chelsea med høje hæle og flagrende platinblond hår.

Budde Christensens portrættering af Mannings historie er både intim, øm og rørende. Der er ingen tvivl om, at Manning er fri er en kraftpræstation, og salen bryder da også ud i applaus, da Budde Christensen forlader scenen. Manning er fri er en vigtig og uhyre relevant forestilling, som alle bør unde sig selv at se, ligegyldig om man er uenig eller enig i den behandling Manning fik. Det er uden tvivl værd at tage turen til Allerød for at overvære et lille stykke amerikansk historie.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du kender (eller ikke kender) historien om unge Bradley, der blev til Chelsea. ‘Manning er fri’ er en højaktuel og alle vedkommende forestilling, der stiller spørgsmålstegn ved vores nuværende verdenssituation og totalovervågning.

Af Clara Lindstrøm Gleerup, Den 4. Væg
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.