BlogUnge & Voksne

Mungo Park, Pigen med bomberne

Pigen med bomberne er en fængende forestilling, som præsenterer en række interessante takes på en ellers noget gennemtygget debat. 

Kundby-pigen synes at være her, der og alle vegne. Ikke kun i pressen, men også i scenekunsten, hvor hele to forestillinger netop nu beskæftiger sig med sagen. Eller i hvert fald en, der ligner den til forveksling. Den samfundsrevsende instruktør Tue Biering, der er kendt for at gå til grænsen og så lidt længere end det, har nu kastet sig over en af samfundets helt store udfordringer. Skolemassakrer. En fortælling om en pige, som ønsker at bombe sin skole bliver omdrejningspunktet for forestillingen, der aldrig nævner Kundby-pigen ved navn, men som synes stærkt inspireret af hendes historie. Biering undersøger fænomenet, som siden Columbine-massakren har været tabloidt guf for medierne.

Tre kvinder diskuterer pigens sag. Skyldes det hendes opvækst? De mennesker hun omgås? Er det fordi, hun er ensom? Eller er det i virkeligheden samfundets egen skyld? Pigen med bomberne stiller spørgsmålene, og vi må selv prøve at finde svar.

Vi mener
En ung blond pige træder ind på scenen. Hun har rygsæk på, en mobiltelefon i hånden og høretelefoner i ørerne. De tre kvinder kigger afmålt på hende. ”Det kunne være hende”, siger den ene. Hun ser ud til at være en helt almindelig teenagepige. Ganske tilforladelig. Hvordan kunne det gå så vidt, at hun planlagde at bombe sin skole og et storcenter?

”Alt jeg siger, læser jeg op fra sms-beskeder, som jeg modtager i løbet af forestillingen”, siger hun. En interessant og interaktiv præmis, der fanger vores opmærksomhed. Lige i Tue Bierings ånd. Men desværre også en præmis, som ikke bliver fulgt til dørs. Pigen tier og stiller sig op ad væggen. Skulle hun ikke netop til at sige noget? Flere og flere unge piger træder ind på scenen, og hver gang kickstarter det diskussionen mellem de tre kvinder. Betina Grove, Marianne Søndergaard og Nana Morks repræsenterer på den måde de forskellige diskurser, der har domineret mediebilledet. Med svingende troværdighed udveksler de synspunkter og flytter rundt på pigerne på scenen. Det er frustrerende at overvære, når ingen af pigerne råber op eller siger fra. De kommer aldrig til orde. Præcis som Kundby-pigen heller ikke har gjort det og nok aldrig kommer til. Pigernes passivitet er virkningsfuldt, men skurrer også mod det, vi troede var forestillingens grundlag; sms’erne, der skulle diktere deres adfærd og udsagn. Hvor bliver de af?

Simone Bartholin har skabt en simpel og fin scenografi, der gør plads til de mange medvirkende på scenen. Et stort kvadratisk loftlys giver associationer til både afhøringslamper og kamera-blitz og danner ramme om et par visuelt smukke, ligefrem rørende scener. Som når de tre kvinder ifører sig hvide dragter og masker, tømmer de unge pigers skoletasker, og sirligt placerer indholdet på rækker, som ved en ægte crime scene. En makeup-taske, en t-shirt, en tampon, et koben; genstande, der forsøger at sige noget om vores ellers anonyme hovedperson. Det er en langsom og nærmest poetisk scene midt i alt det verbale. Sammen med en pudekamps-lignende sekvens, hvor alle fjoller rundt til tonerne af powerkvinden Robyn, står DNA-detektiv-scenen frem som en af forestillingens højdepunkter.

Pigen med bomberne opstiller en række skræmmebilleder og leger med vores frygt for dem. Den isolerede teenagepige, som gemmer sig på sit værelse, er måske ved at blive radikaliseret. Den skole, hun gik på, var måske for langsom til at gribe ind overfor hendes afvigende adfærd. Så hvis skyld er det? Er det morens skyld? Skolens? Samfundets? Måske ligger der en bombe i teatrets foyer, som kan springe når som helst! Betyder det så overhovedet noget, hvis skyld det er?

Beskyldninger og skræmmebilleder er kastet op i luften, men lander aldrig rigtigt. Vi er efterladt med yderligere angst for terror end egentlig refleksion, og undrer os over, hvad forestillingen ønsker at sige. Skal vi tænke over, hvordan vi taler om terror? Være skeptiske over for teenagepiger? Lade være med at læse BT? Pigen med bomberne er en fængende forestilling, som præsenterer en række interessante takes på en ellers noget gennemtygget debat. Men måske man én gang for alle skulle give Kundby-pigen fred. Både fra kulørte blade og skrå brædder.

Af: Trine Balle og Anne Louise Slott Thorborg

Af Den 4. Væg
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.