Nørrebro Teater, AMERIKA

Alligevel formår Nicolai Jørgensen at stå tilbage som det helt store trumfkort

Har du nogensinde følt dig som Palle alene i verden? Stået uden hus og hjem og følt dig helt forkert? Det har Karl Rossmann fra Hamborg. I Franz Kafkas roman fra 1927, der nu spiller på Nørrebro teater, møder publikum Karl Rosmann for første gang ombord på skibet fra Hamborg til New York. Karl er alene, og er blevet sendt afsted, efter en uheldig affære med en tjenestepige derhjemme. Familien har slået hånden af ham og sendt ham mod en uvis skæbne i mulighedernes land. Amerika er en rutsjebanetur, hvor Karl i desperation efter venskaber og omsorg snart finder sig selv i alverdens bizarre situationer.

Vi mener
Det er utroligt sjældent, at en enkelt mand kan stå på scenen i godt og vel 10 sekunder for derefter allerede at have publikum i sin hule hånd. Men det kan Nicolai Jørgensen i rollen som den 16-årige Karl Rossmann. Tæppet er knapt gået før Nicolai Jørgensen med en ikke engang sammenhængende sætning fremkalder rungende latter fra publikum. Nicolai Jørgensen kan noget ganske enestående, som vi ikke finder mange andre steder på de danske scener. Han har en ægthed over sig og besidder ganske enkelt et helt enormt talent. Han står som forestillingens altoverskyggende stjerne på trods af, at han er omgivet af et virkelig stærkt og yderst velspillende ensemble.

Rikke Bilde er uovertruffent sjov i både sit fysiske og verbale spil og vinder os især i begyndelsen af anden akt under hendes “spontane” ukulele-nummer, som hun fremfører med så meget ynde, finesse og humor, at man ikke kan andet end at forelske sig i hendes karakter. Kristian Holm Joensens fysiske timing er mesterlig som underdanig men modbydelig skurk, og det er ganske enkelt ikke til at fatte, at han kun har haft rollen i godt to uger på premiereaftenen. Rollen har han overtaget efter Peter Zandersen. Martin Greis-Rosenthals mange bi-karakterer fortjener også ros. Hans portrættering af hhv. fransktalende vagabond og ærkeamerikansk rigmand er fabelagtig og med en sikker og tiltalende sangstemme, som vi får lov at høre i et musiknummer i første akt, er hans formåen på scenen heller ikke til at tage fejl af. Ja selv de mere replikmæssigt beskedne meldemmer af ensemblet brillerer og manifesterer sig som født til scenen

Alligevel formår Nicolai Jørgensen at stå tilbage som det helt store trumfkort. Nuvel, han er også forestillingens hovedkarakter, men det er ikke altid ensbetydende med, at publikum overgiver sig helt og holdent til karakteren. Han entrerer, han gør sin ting, og han indfanger os i sit spind af humor og velspillet følsomhed. Og Jørgensen er ikke bare sjov, som han ellers flittigt har demonstreret ved flere tidligere lejligheder. Han viser nemlig også stor karakterforståelse og fortolkning i rollen som Karl og gør ham til en søgende, kejtet og temmelig usikker ung fyr, der langsomt drukner i de mange frie valg og muligheder i en mareridtsagtig rejse gennem Amerika.

Kim Witzel har skabt en scenografi, der fungerer upåklageligt, og sammen med spillerne skaber han mange spændende rum og muligheder. I en næsten magisk koreografi bevæger Karl sig gennem et hotels mørke kældre eller et stort hus lange gange, og i samspil med Thomas Hamiltons underlægningsmusik bliver sekvensen både eventyrlig og uhyggelig. I det hele taget synes Hamiltons musik at flette sig ind i scenografien, idet det lydlige komplimenterer det visuelle så godt i både de store musikalske sekvenser, men også i sin tilstedeværelse som stemningsskabende underlæg.

Nikolaj Cederholm går humoristisk til Kafka, og det er helt vidunderligt at overvære en instruktør, der tør gakke ud i humoren, som han gør med Amerika. Der er tilføjet et skvæt syre i opskriften, og det er åbenbart det, der skal til. Fatsuits, sex og fysisk komik kan på papiret virke som nemme tricks, men i Cederholms opsætning bruges de på raffineret og skæv vis og fungerer upåklageligt. Man kan diskutere, om sex-scenen med Trine Pallesen, som divaen Brunelda, er for lang, men et eller andet sted passer det også herligt ind i det absurde univers, at de tør tage den for langt og skubbe lidt til publikums tålmodighed. Selvom de gakker ud, så formår Cederholm stadig at holde snor i det hele, så humoren balanceres perfekt med alt det triste, der også gemmer sig lige under overfladen.

Forestillingen bliver aldrig kedelig, men den skulle heller ikke være trukket et minut længere, før den kunne kamme over i noget for langt. Den slutter på et utrolig fordelagtigt tidspunkt, hvor vi efterlades mætte og glade.

Af: Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen