Forestillingen er god underholdning – og alene for Rasmus Botoft og scenografens skyld mere end seværdig. Det er folkeligt teater på den begavede måde.
En imponerende neddæmpet Rasmus Botoft spiller titelfiguren Svejk. Takket være Botoft, der ikke et øjeblik forfalder til nemme revytricks, får vi til sidst en isnende fornemmelse af den forbandede krig. For uanset hvor og hvordan krigen folder sig ud, er krig fuldstændig irrationel og uforståelig.
Baggrunden for Svejk
Svejk er den klassiske soldat, mr. nobody. Den enfoldige, men livskloge lille mand, der både følger trop og går sine egne veje. Sådan blev han beskrevet i romanen ”Den gode soldat Svejks Eventyr”, fra 1920-23 af tjekken Jaroslav Hasek. Sidenhen blev historien sat op af teatermanden Piscator i mellemkrigstiden – og efter Anden Verdenskrig endnu engang bearbejdet af Bertolt Brecht i ”Soldat Svejk i Anden Verdenskrig”. En ny angelsaksisk version af Colin Teevan er baggrunden for Nørrebro Teaters opsætning.
Den evige overlever
Svejk er en overlever, som kendes mange steder fra. Den smilende mand, der selv siger, at han er idiot, eller åndssvag, men netop ved den erkendelse er hestehoveder foran alle andre. Og glansnummeret, uden overstyring, bliver scenen, hvor tallet 4268 skal genkendes og huskes. Heller ikke her forfalder Botoft til at kopiere Rytteriet. Scenen bliver smukt afleveret og redder aftenen.
Baggrunden for Svejk er jo krigen. Den lurende krig og unødvendigheden af at kæmpe mod hinanden, hvis man overhovedet kan huske, hvem fjenden er. Se, det er omdrejningspunktet i enhver Svejk-forestilling, hvor Svejk og andre små samfundsborgere kæmper den evige kamp.
Scenografien er fascinerende
Forestillingen får et fænomenalt udgangspunkt ved den svenske scenograf Sven Dahlbergs fascinerende jernkonstruktion af et rum med skinner på siderne, hvor interiør og rekvisitter kan køre ned på scenen, godt suppleret af historiske projektioner på bagvæggen. En tankvogn, en kanon, en rusten dåse – alverdens associationer er mulige. Og ensemblet, med Rasmus Botoft i spidsen, er dermed klædt på til at understøtte de mere komiske anslag.
Forestillingen er god underholdning – og alene for Rasmus Botoft og scenografens skyld mere end seværdig. Det er folkeligt teater på den begavede måde.
Kulturjournalist, mag.art. i teatervidenskab - samt kunsthistoriske studier. Forfatter til bl.a. ”Nyere danske scenografer” (2017), ”Bellevue Teatret” (2013) og ”Rønne Theater” (2011). Tidl. museumsdirektør på Teatermuseet i Hofteatret og tidl. journalist i DR. Har siden 2014 skrevet teater- og kunstanmeldelser på bloggen Kulturkupeen.dk