Da Mimis solo fuldendes af en absolut overvældende duet med Peter Lodahls Rudolfo, eksploderer mine følelser. Kroppen vrider sig og tårerne triller ned af mine kinderne. Hvor er det hjernedødt godt sunget!
La Boheme er en af de udødelige kærlighedshistorier, der fortælles om og om igen. Og den er da også blevet fortalt et væld af gange på dansk jord. Særligt i løbet af de seneste år, har de danske scener været tosset med at fortælle historien om Mimi og Rudolfo, og vi skal ikke længere end et år tilbage i historiebøgerne for at finde den i en genopsætning på Det Kongelige Teater i en noget større og larmende version end her.
I Amy Lanes version er operaen skraldet gevaldigt ned og rykket frem i tiden. Nærmere bestemt til 1920’ernes Paris. Historien er dog den samme. Rudolfo og de andre boheme-kunstnere er ludfattige og lever en kummerlig og kold tilværelse på et kvistværelse. En dag får en af gutterne dog penge mellem hænderne, hvilket selvfølgelig skal bruges på en aften ude på den festlige og prangende Café Momus. Rudolfo bliver tilbage for at færdiggøre noget arbejde inden festlighederne, da det pludselig banker på døren. Der står Mimi med et lys, hun ikke har tændstikker til at tænde, og som hun beder ham tænde. De forelsker sig øjeblikkeligt, men kærligheden mellem Rudolfo og Mimi er selvfølgelig ikke lige så rosenrød og sød, som den først virker.
Vi mener
Historien i La Bohème er dramatisk set ikke noget at råbe hurra for. Det er en lidt kluntet opbygget og tam fortælling, som jeg tvivler på er det, folk verden over har forelsket sig hovedkulds i og givet operaen klassiker-status. Med hvad der mangler dramaturgisk findes til gengæld i store følelser og Puccinis vidunderlige musik, som heldigvis er så altoverskyggende, at man nemt glemmer at tage historien bogstaveligt og i stedet oplever operaen på et mere følelsesmæssigt og sanseligt plan. Det plan lykkes Amy Lane glimrende med at ramme på Østre Gasværk.
Det klæder meget overraskende La Bohème at være skruet ned i så intim en skala. Det kan lyde paradoksalt, når nu rammerne er Østre Gasværks enorme rum, og den udfordring kommer jeg tilbage til, men intimt, det er det altså. Orkestret er skruet ned til 8 mand, som er placeret fremme på scenen. Operakoret er også skraldet gevaldigt ned (og gudskelov for det) til et mindre, men yderst velsyngende ensemble. Musikken er altså ikke overvældende, som Puccinis musik ellers vanligt lægger op til, men det fungerer, fordi historien er rykket op til 1920’ernes jazzede Paris, hvor grimhed og skønhed går hånd i hånd i et mere råt lydunivers, som særligt den velspillede accordion hjælper med at skabe. Emma Ryotts kostumer og scenografi er gennemførte og rammende, og giver mig virkelig følelsen af, at være rejst tilbage til et jazzet og larmende 20’er Paris med forførende tilbud og fristelser for både sind og pengepung i de rigtige gader.
Forestillingen har nogle fuldstændig magiske øjeblikke, som særligt forestillingens perle, Yana Klein i rollen som Mimi, tager stor del i. Klein er uimodståelig og bedårende i rollen som Mimi, og hun får alle de små hår til at rejse sig i fryd, da hun forelsker sig i Rudolfo med “Si. Mi chiamano Mimi”. Da hendes solo fuldendes af en absolut overvældende duet med Peter Lodahls Rudolfo, eksploderer mine følelser. Kroppen vrider sig og tårerne triller ned af mine kinder. Hvor er det hjernedødt godt sunget!
Peter Lodahl er generelt meget velsyngende, selvom man kan argumentere for, at han efterhånden ikke er den mest oplagte Rudolfo. Her savnede jeg et, med al respekt, yngre bud på rollen. Eller måske blot mere af den drengede kække charme, man finder hos Mark Stone i rollen som Marcello. Han gør det eminent, og skinner særligt i samspillet med debuterende Helle Gössler i et frækt og forførende bud på Musetta. Hun er en meget overbevisende femme fatale, hvis frihed står højt på prioriteringslisten, selvom hun dog ind imellem bliver en smule skinger i toppen. Nicolai Elsberg rammer samme drengede charme som Mark Stone, og hans dybe røst klæder forestillingen. Han er en af dem, jeg glæder mig til at se meget mere til på de danske operascener. Sikke et talent!
Og som lovet kommer nu udfordringerne. Det er en skam ikke at udnytte det fantastiske rum, Østre Gasværk er, lidt mere, når nu man rent faktisk har valgt at spille forestillingen der. Med denne opsætning bliver rummet nærmest en udfordring frem for en gave, da lyden ikke altid har lige nemt ved at nå ud i det gigantiske rum. Jeg var heldig og sad tæt på scenen, men selv her blev sangerne af og til vanskelige at høre, når de drejede hovederne tilpas langt væk. Fra min plads blev det dog aldrig et større problem, og derfor var La Bohème på Østre Gasværk et intimt, forfriskende og dejligt gensyn og genhør.
Af: Line Kirsten Nikolajsen
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.