BlogUnge & Voksne

Østre Gasværk Teater, Pelle Erobreren

Med det nyrenoverede Østre Gasværk har ”Pelle Erobreren” fået de smukkeste omgivelser at folde sig ud i med masser af plads til sanselige oplevelser.

Væggene taler
Instruktøren Katrine Wiedemann og scenografen Maja Ravn med Luke Halls videoprojektioner, har skabt en interessant verden på de nøgne gasvægge. Med fin inspiration fra den tyske billedkunstner Anselm Kiefer er det som om, hele den moderne civilisations opståen fremmanes i de mest traurige billeder. Fascinerende i al sin gru med slag-marker og overklassens lysekroner i formationer på de rå stenvægge. Ikke nogen dum baggrund at spille ”Pelle Erobreren” på, Martin Andersen Nexøs store romanepos fra 1906-10 – værket som enhver ny generation kan og må vende tilbage til.

1.bind  af Nexøs værk foregår på Bornholm
Forestillingen i Østre Gasværk tager kun første bind af de i alt fire fra Andersen Nexøs hånd.  Det samme gjorde Bille Augusts film fra 1986/87. Dengang modtog filmen et hav af internationale priser, hvor det ikke mindst var personportrætterne, der besnærede og besejrede publikum.  Nu er kernen snarere et mere samfundspolitisk billede.

Lassefar og Pelle ankommer i 1877 til Bornholm – på flugt fra det fattige Skåne og får plads på Stengården. Første del slutter med, at lille Pelle bliver konfirmeret og river sig løs for at søge mod Rønne. Mere får vi ikke at vide. De følgende bind fortæller,at han bliver skomagerlærling, tager til København, bliver fagforeningsmand og oplever op- og nedture.

På Østre Gasværk forbliver vi på Bornholm, der er genskabt med en lille jord/granit høj, som skuespillerne kan bevæge sig på, og i øvrigt tages rummets fantastiske gangbroer helt op under hvælvet også i brug.  Det er så sandelig en genindvielse af rummet. Meget imponerende. Næsten halvbrækkende, når skuespillerne vandrer deroppe – mange meter oppe over publikum.

Fine skuespillerpræstationer
Katrine Wiedemann har gjort et flot stykke instruktørarbejde og skabt en smukt, til tider varmt, uironisk billede af livet i Norden ca. 1880. Skuespillerne med Thomas Bo Larsen og lille Pelle, ved premieren Julian Horta Meier Clausen, leverer fine portrætter uden at henfalde til hverken den store selvmedlidenhed eller Lille Per-attituder. Også resten af de mange skuespillere giver nogle renskurede og hurtige portrætter: Signe Egholm Olsens brænder smukt og varmt igennem som underklassekvinden Karna, mens Birgitte Raabjerg, Nastja Arcel og Kaya Brüel er velfungerende og også får lov at synge.  Herrerne står flot plantet i den bornholmske jord med Morten Suurballe som overklassemanden, mens Kristian Halken og Kristian Rossen er underklassens repræsentanter.

Musikken udført af et 6 mands spillemandsorkester er synligt ved start og slut.

Et seriøst bud
Med denne ”Pelle Erobreren” giver Østre Gasværk og Østerbro Teater et seriøst og kvalificeret bud på, hvad teatermediet kan gøre med en klassiker.

Ps. Østre Gasværk, som blev bygget i 1878 til Københavns Kommunes Gasforsyning har været teater siden ca. 1979. Gasværket vil fremover kunne rumme op til 1000 publikummer – og spillepladsen vil være meget fleksibelt. Spændende, hvad der vil ske fremover.

Af Ulla Strømberg, Kulturkupeen
Kulturjournalist, mag.art. i teatervidenskab - samt kunsthistoriske studier. Forfatter til bl.a. ”Nyere danske scenografer” (2017), ”Bellevue Teatret” (2013) og ”Rønne Theater” (2011). Tidl. museumsdirektør på Teatermuseet i Hofteatret og tidl. journalist i DR. Har siden 2014 skrevet teater- og kunstanmeldelser på bloggen Kulturkupeen.dk