Oliver Twist, Odense Teater

Oliver Twist er årets familieforestilling på Store Scene, og der skal gives et stort bifald til Odense Teater for at vælge en relativt mørk historie som det store trækplaster. Allerede fra tæppet går, står det klart, at de virkelig har forsøgt at gøre grundstemningen dyster og mørk – og det virker!

Oliver Twist er Charles Dickens’ roman om den forældreløse dreng Oliver, som må gå så grueligt meget igennem for at bevise over for omverdenen (og ikke mindst sig selv), at han er meget mere end en ussel gadedreng – noget som alle omkring ham ellers virker enormt opsat på at fortælle ham. Han flygter til London, og her falder han i med en tyvebande ledet af den koldblodige, men også voldsomt charmende Fagin. Vi følger den kvikke Oliver i kampen mellem samvittighed og overlevelse og ser, hvordan en lille knægt med hjertet på det rette sted kan ændre ikke bare sin egen tilværelse, men også menneskerne omkring ham. På godt og ondt.

HØR OGSÅ PODCASTEN: “En tur til Odense og Oliver Twist”.

Fra begyndelsen entrerer skuespillerne som det, de er; nemlig skuespillere komplet med synlige mikrofonledninger og endnu ikke færdiggjort make-up. På den ene side forsikrer det publikum om, at det selvfølgelig bare er noget, vi leger, men understreger samtidig også, at vi har med ægte mennesker at gøre. Det gælder både her og nu på scenen, men så sandelig også i forhold til de mennesker, som Dickens i sin fortælling har taget udgangspunkt i. Gennem hele introsangen bevæger skuespillerne sig makabert rundt, mens fortælleren beretter om en fattig kvinde, som er igang med at føde sit barn på en ussel fattiggård. Skrigene bliver højere og historien mere og mere mørk, mens det langsomt går op for publikum, at kvinden nok ikke vil overleve. Og bang; så kommer babyen, og skuespillerne kaster komisk rundt med den lille bylt, som larmende agerer baby. Og dér kan publikum så ånde lettet op og grine, alt imens en masse bedstemødre ånder lettet op over, at de børnebørn, som de har slæbt med i teateret, nok alligevel ikke får mareridt. Forestillingen finder en rigtig flot balance mellem at være et dystert karakterstykke og samtidig inkludere rigeligt med sjove, overkarikerede personligheder til at holde stemningen oppe. Måske bliver komikken en tand for meget til tider, men det er jo trods alt en familieforestilling!

Særligt musikken (der fremføres live af tre musikere på scenen) og scenografien underbygger flot Londons skumle gader, der i det ene øjeblik virker varme og tillokkende og så pludseligt forvirrende og kvælende. Desværre virker historien en anelse rodet, og det lugter lidt af, at man har haft svært ved at bearbejde hele romanen ned til en familieforestilling. Samtidig eksperimenteres der med forskellige, ellers flotte, videoeffekter, dog uden at de helhjertet bliver gjort til en fast del til af forestillingen.

Jeg havde dog fornøjelsen af at sidde bag et yngre søskendepar, som både nåede at flække af grin og klemme hinandens hænder i stykker i løbet af forestillingen. Så teatermagien lever så absolut.