Operaen, Flashdance the Musical

Efter at have spillet det meste af foråret i Aarhus er FLASHDANCE THE MUSICAL kommet til Operaen i København. 

Det klæder forestillingen, at der er kommet styr på lydniveauerne siden premieren, mens scenografien udfordres af den større scene i Operaen. Der er kommet et ekstra fag med ledskærme og mere plads til de store dansenumre, men de mere intime scener hjemme hos Hannah Owens bliver næsten komiske, når stuen strækkes og det lille 80’er fjernsyn står 10 m fra hendes otiumstol.

Det er historien om arbejderpigen Alex. Hun er fabrikkens bedste svejser. Danser om aftenen på Harrys natklub, men har også en hemmelig drøm om at blive optaget på byens fineste danseakademi. Det er ikke den mest spændende historie, men hvis man kigger dybt i teksten, er der elementer af kvindekamp, the American dream og naturligvis en udfordrende kærlighedsaffære, der ender godt til sidst.

Alex spilles af Sicilia Gadborg, der har dimitteret fra både Musicalakademiet og Skuespillerskolen. Hun er en superdygtig skuespiller, og hun danser overbevisende, mens det kniber lidt med det øverste af stemmens register, så det til tider lyder en smule anstrengt. Karakteren Alex rammer hun dog lige på kornet. Også Silas Holst imponerer på scenen som Nick Hurley. Han har udviklet sig til en habil sanger og skuespiller, der fint fylder rollen ud. De er søde sammen, og stemmerne matcher hinanden fint i deres kærlighedsduetter.

I de mindre roller skiller skønne Rikke Hvidbjerg sig ud, som veninden Gloria, der tager nogle skæbnesvangre valg i jagten på succes. Hun har nok forestillingens flotteste stemme og er rørende i sin kunstneriske glidebane mod afgrunden. Ditte Gråbøl er sjov som den aldrene dansementor Hannah Owens. Jimmy Jørgensen forkæler os med sin rockede sound som CC og får latteren frem, da han brillerer med sin signaturkoreografi (som vist er den eneste han kan). Nastja Arcel stjæler scenen, hver gang hun er på som den tørre og fantastisk morsomme hjemmehjælper Louise. Mens Robert Hansen klovner hjælpeløst rundt i rollen som Harry.

Ensemblet synger og danser godt i Tim Zimmermanns koreografier. Min dansekyndige ledsager fortæller, at de er loyale overfor stilen i 80’erne, men til min smag bliver de en smule for ensformige og kedelige. Ligesom oversættelsen med fordel kunne peppes yderligere op med lidt sproglig kærlighed. Scenografien derimod er endnu et mesterværk fra Benjamin la Cours hånd. Stor, flot og monumental med masser af lys og neon effekter, og fantastiske stemningsbilleder fra fabrikken og byens skyline. En visuel lækkerbisken.

Musikken er fed, så kan det ikke undgås af de dunkende og kontante 80’er beats går direkte i fodsålerne, der har mere end svært ved at holde sig i ro, mens jeg får flashbacks til mine egne svedige moves på diskotekerne for 35 år siden. Nødvendigheden af at genoplive FLASHDANCE som musical står ikke helt klart for mig. Særligt når flere mere oplagte dansefilm stadig ikke har haft premiere på de danske musicalscener. Men dem kan jeg jo så fortsætte med at glæde mig til.

Og jo. Den ikoniske vandscene fungerer også fantastisk godt på en teaterscene!