Queens har en særlig styrke. Jeg formoder, at styrken helt lavpraktisk bunder i, at de tre queens får brudt stereotypen af udenlandske kvinder ved blot at have forskellige holdninger i en veninde-samtale.
Særligt i politik og vores medier bliver mennesker med anden etnisk baggrund end dansk ofte sat i kasser. Har de ikke alle den samme opfattelse af et samfund? De må da alle have ens vaner, ikke? Og så handler de nok også de samme steder…
I forestillingen Queens bliver du sat ind på et tøse-værelse med tre unge queens aka. tre udenlandske piger i 20’erne, der varmer op til en bytur med fjol, musik, amatør-dans og diskussioner. Mellem dem bliver alt fra religion, politik og seksualitet kastet op i luften. Oplev de tre unge kvinders adfærd og faconer på den anden side af mediernes overskrifter, for her tager de selv styringen og udfolder sig som vidt forskellige individer.
Forestillingen er skabt af danskdansk med instruktøren og den kunstneriske leder Sandra Yi Sencindiver i spidsen. Danskdansk skaber forestillinger, som afspejler mangfoldighed og giver plads til diversitet og mange stemmer.
Vi mener
Teaterbranchen er et oplagt talerør for minoritetsgrupper, hvor man kan ytre sig og iscenesætte fortællinger, der ellers ikke får plads mange andre steder. Den sidste tid har jeg set flere forestillinger med fokus på blandt andet feminisme og kvinder, unges identitetskriser eller vigtige, historiske personligheder, som ikke har fået opmærksomhed førhen. Ud fra hvad jeg selv har set, mener jeg, at forestillinger med fuld fokus på udlændinge som i Queens er et sjældent syn i Danmark. Queens har endda skåret endnu mere til benet og valgt at iscenesætte fortællinger om udenlandske kvinder; en “sag”, som bliver omdiskuteret i medierne og på Christiansborg år for år, hvilket i længden har skabt en negativ diskurs. Jeg kan læse mig frem til, at Queens er en forestilling, der skal åbenbare os om, at alt ikke er som medierne fortæller, og at udenlandske kvinder hårdt sagt er mere end isolerede husmødre. Det kan på forhånd få mig til at tænke på, om jeg blot er på vej ind for at se et manifest. Med denne tanke i baghovedet ankommer jeg til Osramhuset på Nørrebro, og resten vil jeg vende tilbage til.
Inden dørene bliver åbnet for publikum, træder de tre skuespillere Marie-Lydie Melono Nokouda, Amira Jasmina Jensen og Ellaha Lack ud af salen, præsenterer dem selv og byder os andre velkommen. Umiddelbart spiller de ikke ved velkomsten, så de opretholder dermed deres “private jeg”, indtil alle har sat sig, og der bliver stille i salen. Denne personlige velkomst er nu hyggelig nok – men den gør desværre, at det virker utroligt fremmed så snart, der bliver stille, og de tre skuespillere pludseligt skifter udtryk, stemme og kropssprog. Da der hverken bliver brugt lyd eller lys på dette tidspunkt, og da man sidder ret tæt på scene-arealet, bliver denne akavede og ret så iscenesatte følelse endnu tydeligere. Det er en uheldig start, som ser ud til at sætte dagsorden for resten af stykket. Til min store overraskelse bliver denne følelse dog vendt 180 grader inde i mig. Pludseligt går det op for mig, hvor utrolig realistisk denne opsætning er. Stilheden som ikke udfyldes af baggrundsmusik og de unge kvinders skuespil får det til at virke, som om der er en tyk og sikret væg mellem dem og os, og at Queens ikke er en forestilling, men en helt almindelig opvarmning til en bytur. Og dette på trods af, at vi sidder så tæt på scene-arealet, at man nærmest kan mærke skuespillernes vejrtrækning.
Queens er opbygget således, at de tre unge kvinder hver især får lov til at fortælle en væsentlig historie for deres karakter og udfolde dem selv på hver deres måde, selvom de befinder sig i det samme lokale, bruger samme rekvisitter og ligner hinanden på det ydre. Og det virker. Heldigvis er alle tre skuespillere eminente til at fortælle historier og lege med følelser og energier, som på denne aften i teatret påvirker mig utroligt meget. På den éne time, Queens forløber på, får skuespillernes fortællinger mig både til at grine, lytte og græde.
Queens har en særlig styrke. Jeg formoder, at styrken helt lavpraktisk bunder i, at de tre queens får brudt stereotypen af udenlandske kvinder ved blot at have forskellige holdninger i en veninde-samtale. Det fremstår så naturligt og fint, at ingen kan sætte spørgsmålstegn ved deres personligheder. Selvfølgelig har alle forskellige holdninger. Selvfølgelig har vi forskellige vaner. Selvfølgelig er vi vores egne uanset etnicitet. Queens er for mig som ét stort argument, men uden at have argumenter i sit manuskript. Jeg føler mig naiv af at tænke på, at jeg somme tider har bevæget mig let hen over vores forskellige generaliseringer. Jeg vender nu tilbage til begyndelsen af denne anmeldelse og forkaster den tanke, jeg trådte ind med. Nej – Queens er på ingen måder et manifest – men en sammensmeltning af tre individer, der blot viser, hvordan vi helt lavpraktisk ikke er andre end os selv.
Af: Anna Sharko
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.