Med ganske få virkemidler formår Stina Ekblad at fortælle dygtigt og levende
Den italienske digter Dante Alighieri skrev i 1320 Den Guddommelige Komedie. Fortællingen om den evindelige vandretur gennem Helvede, Skærsilden og Paradiset. Det er en uhyre billedlig fortælling, og Dante var en af de første til at sætte ord og billeder på bl.a. Helvede, som selv i dag bliver hyppigt parafraseret i diverse nutidige kulturelle værker. I Dantes Guddommelige Komedie på Teater Republique møder vi den fortvivlede Dante foran porten mod Helvede sammen med Virgil, ved en skillevej i tilværelsen. Dante kan ikke længere finde sin retning i livet og står i det, man med moderne ord kalder en midtvejskrise. I skikkelse af Dante har Stina Ekblad nu, ene kvinde, indtaget Republiques Store Scene i håb om at levendegøre Dantes udødelige klassiker. Hun tager os med på en psykologisk og uendelig rejse og støder undervejs på alskens variationer af lidelse og frygt, for til sidst at befinde sig i Paradiset i selskab med Dantes ungdomskærlighed, Beatrice.
Det gode og det knap så gode
Under en sort kappe bevæger Stina Ekblad sig langsomt gennem publikumsrækkerne op mod scenen for til sidst at smide kappen og afsløre et blændende rødt sæt. Med ét drages alles øjne mod hendes lysende skikkelse. Ekblad er levende og betagende på den enorme sorte scene på Republique Teater. Rummet er kulsort, men i lange rækker op og ned ad scenen er hvide hverdagslige objekter fastmonteret; et toilet, en stak bøger, en skraldespand og et fodboldmål uden net. Billedet er uhyre smukt og lyset indhyller scenen effektfuldt.
Med ganske få virkemidler formår Stina Ekblad at fortælle dygtigt og levende. Dantes billeder står lysende klare for os, hvilket gør hendes rejse ned gennem Helvede og op gennem Himmeriget nem at være vidne til. Selvom hun gør det imponerende godt på dansk (Stina Ekblad er svensk), er der dog også steder, hvor intoneringen og betoningen er skæv, og det bliver en smule forstyrrende. Det er ikke meget og ofte, men i enkelte passager kræver det en vældig koncentration at forstå, hvad hun siger, hvilket står en i vejen for den totale opslugen. I en produktion, hvor talen og fortællingen er så bærende et element, som den er i denne, bør det sproglige flyde helt smertefrit.
Scenografien og lysbilledet fortjener i øvrigt sin helt egen sektion, for den er nærmest et kunstværk i sig selv. Det er ikke svært at sammenskrue en hjemmestrikket analyse af de mange hvide genstande, som kan tolkes som en repræsentation alt det jordiske, Dante ikke længere har adgang til. Hvis I spørger os, får de dog alt for lidt plads i fortællingen og kommer aldrig rigtigt til sin ret. Den æstetisk vellykkede scenografi får aldrig den effekt, man kunne have forestillet sig og håbet på.
Lys- og lydbilledet fungerer ret effektfuldt undervejs og er især, idet Ekblad må smide sig fladt på gulvet, for ikke at blive ramt af den uhyggelige lyd-sværm, der farer hen over hovedet på hende. Effekterne er dog for få, og man kunne uden problemer have ladet dem have en mere gennemgående rolle. De optræder kun ganske sporadisk, og det er som om, effekterne aldrig bliver fulgt helt til dørs, og dermed ikke nødvendigvis får hjulpet fortællingen på vej.
Rejsen gennem Helvede er både humoristisk og interessant, og i første halvdel af forestillingen er det ikke et problem at følge interesseret med i handlingen, men herefter begynder det at gå i stå. Det bliver pludseligt alt for langsommeligt, omend energien er høj og historiefortællingen stadig er god. Det er bare som om, den ikke kan bære sig selv, i så lang tid. Vi bliver kort sagt hægtet af og tager os selv i gentagende gange at slå blikket ned mod armbåndsuret og lade tankerne flyve mod praktiske gøremål langt fra teatret. Det er også i denne halvdel, at den unge kjoleklædte dreng træder ind på scenen med en hvidmalet fodbold i hænderne, og det, må vi tilstå, ikke bidrager med gavnligt. Den unge skuespiller gør intet galt – han gør antageligt, hvad han har fået besked på. Han siger aldrig noget, og går mest bare rundt og stirrer på Ekblad. Hvad skal den dreng og bolden? Tilføje mystisk? Måske – men hvad pokker gør han på den scene? Hvad skal hans rolle fortælle os? Vi sidder i hele forestillingens anden halvdel og stirrer på drengen i håb om, at han snart gør noget, løfter fortællingen og træder i karakter. Det sker desværre aldrig, og han virker underligt uforløst og mere som en fiks idé, der var et gimmick på papiret, men som ingen effekt har i praksis.
Dantes Guddommelige Komedie står tilbage som en betagende enmands-præstation fra Ekblads hånd, men er som forestilling både langsommelig og uforløst i sin helhed.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil være vidne til en smuk og stærk skuespilpræstation, og samtidig kan se bort fra en til tider langsommelig fortælling.
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.