Jeanne D’Arc er en blændende teateroplevelse, en fantastisk præstation af især den kvindelige hovedrolleindehaver, som er i intenst spil i halvanden time – og en æstetisk nydelse for en garvet teatergænger.
Teater Republiques forestilling om Jeanne D’Arch lukker os ind i et univers, vi sjældent oplever i byens teaterspektrum, og mine spontane adjektiver kommer op i gradbøjningernes højeste niveau.
SE OGSÅ: Danica Curcic: Jeanne D’Arc handler også om #MeToo
På referatniveau er forestillingen en inkarnation af Jomfruen fra Orleans livshistorie, fra hun leger i forældrenes have, til hun må tage de retsmæssige konsekvenser af sine handlinger. Vi ledes som tilskuere gennem denne Odyssé af Danica Curcic i kombination med hendes varierende med- og modspiller: Peder Holm Johansen.
Det er en fantastisk forestilling, der åbner sig for vores garvede tilskuerøjne, for associationerne vælder fra, og de trænger sig på som formodentligt bevidste spor fra instruktørens side, der skal understrege forestillingens dybde.
Forestillingen er en fortløbende mosaik af små scener, der som en slags resonansbund har et nærmest munkekutteklædt kor stående bage en mur omkring det univers, hvor Jeanne agerer.
Dette kor leder tankerne hen på de græske tragedier i kraft af dets monotoni, men koret er samtidig en slags lydkulisse, som underbygger stemninger med varierende intensitet ved at illudere dyrelyde i Jeannes hjemlige natur, mens det til andre tider er kampråb, skyderi eller måske kirkens nærmest gregorianske sang, som skal danne rammen om og Danica Curcics spil. De står utrolig stærkt, alle disse brunklædte hættemænd, som får plads også derved, at der er valgt en uhyre enkel scenografi med en stor ”jordbunke” i midten, som er der, hvor Jeanne begynder og slutter sit liv.
Forestillingens instruktør, Staffan Valdemar Holm, har valgt netop Jeanne D’Archtemaet, der vel er et af historiens mest kendte, hvor fokus ligger i, at kønnets betydning kan have vidtrækkende betydning for en magtbalance, om det så var hundredårskrigens kampe, eller det er nutidens mere ideologiske kampe.
Jeanne D’Arc blev dømt som kætter, og i høj grad også dømt, fordi hun iklædte sig mandetøj og klippede sit hår, så det kunne være under hjælmen.
”I denne kønnenes kamp har hun maltrakteret sit eget køn for at blive en del af patriarkatet”, skriver instruktøren i programmet, og derved vil han signalere, ”at det KAN lade sig gøre at rykke ved de eksisterende balancer.”
Den historiske beretning ligger 600 år tilbage. Den nutidige beretning om retten til og muligheden for at rokere i det samfundsmæssige positionssystem er særdeles aktuelt, for sygdommen kommer indefra, som Jeanne symbolsk siger om de døende får.
Og så bliver jeg rent subjektiv, når mine tanker går til indvandrerkvinders vilkår, hvor andre spottere måske vil sætte fokus ved andre eksempler fra vores daske skueplads og dermed omgang med hinanden.
Jeanne D’Arc er en blændende teateroplevelse, en fantastisk præstation af især den kvindelige hovedrolleindehaver, som er i intenst spil i halvanden time – og en æstetisk nydelse for en garvet teatergænger.