BlogBørn & Familie

Republique, Sukker

Du skal kende din historie. Du skal kende dit lands historie. Både det gode og det skamfulde. For du er en del af hele pakken. En forestilling om historie målrettet børn fra 12 år og op.

Du arver fortidens dyder og synder, og måske en dag bliver du afkrævet en undskyldning for de gerninger dine landsmænd udførte. Er det rimeligt? spørger du, for du var ikke født dengang og hvad har det med dig at gøre?

Selvfølgelig kan du ikke gøre fortidens gerninger om, men se dig omkring i det land hvor du bor, og tænk på hvad der skabte den velstand og de muligheder du har fået. En del af dette er betalt med andre menneskers blod. Det er denne fortælling Det Olske Orkester og Republique vil give os i en forestilling på 90 minutter, der er målrettet fra 12 år og opefter.

Flotte projektioner
Publikum sidder på alle fire sider af et scenegulv, der benyttes til projektioner af havet og stranden, et kort over et København i 1787, de danske kolonier på Guldkysten i Afrika og St. Croix i Caribien, også kaldet Dansk Vestindien. De seks skuespiller tager os i en meget fysisk forestilling med på en rejse, hvor vi følger skibsdrengen Jakob på et slaveskib ledet af den kyniske kaptajn Vest.

Slavehandlen bringer guld til Danmark
Skibet sejler trekantruten; fra Danmark med våben, jern og brændevin til Guldkysten i Afrika; derfra videre med afrikanske slaver over Atlanten til Dansk Vestindien, og hjem igen til Danmark med en last af råsukker. En rigdom, som i dag kan ses i de mange smukke gamle palæer i midten af København.

Fra asken i ilden
Skibsdrengen Jakob Johansen er en ung mand fra Københavns slum. Han søger lykken ved at stikke til søs for han vil væk fra et helvede af fattighed og sygdom. Ud at tjene så han kan hjælpe sin familie derhjemme. Jakob er et empatisk menneske. Han får medlidenhed med de arme mennesker, der lænkes i lag på slaveskibet, tvangsfodres for at overleve turen over Atlanten og sælges med en god fortjeneste til sukkerplantagerne.

Afmønstret på en slaveø
Jakob er handlingslammet, men overtales af kaptajn Vest, som har spottet Jakobs følelser for en køn unge slavepige. Jakob må beholde Anna som han opkalder hende efter sin søster hjemme i København. Det løfter bliver ikke holdt og i stedet bliver Jakob fyret og landsat på St. Croix, hvor han bliver vagt og indpisker for slaverne. Her klarer man sig ved at sætte sig i respekt med pisken.
Jakob er havnet i et nyt helvede. Anna ser han først igen da hun dømmes til døden for at medvirke i et slaveoprør.

Første del af en trilogi
Forestillingen ‘Sukker’ er første del af en trilogi som handler om nationalfølelse. De to næste forestillinger, ‘Salt’ og ‘Hvad udad tabes skal indad vindes’, bliver spillet på samme scene af ensemblet med de seks skuespillere. På Det Olske Orkesters hjemmeside er der samlet en mængde tekster, videoer og billeder om forestillingens tema, som kan bruges i skolen eller derhjemme, hvis man vil blive klogere på Danmarks rolle som kolonimagt.

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.