BlogUnge & Voksne

Revolver, Med Mig Selv I Mine Egne Arme

Det er en overvældende og tilfredsstillende oplevelse at træde ind i Christian Friedländers scenografi!

’Med Mig Selv I Mine Egne Arme’ er en nyskrevet monolog af forfatter Christina Hagen, som især er kendt for sine værker Boyfriend og Jungle. I monologen dykker Hagen direkte ned i et tabu, som der endnu ikke er blevet gjort synderligt meget ved: Kvinder der “frivilligt” ikke har børn. De kvinder, som måske er i ganske fin stand til at få børn, men bare aldrig har fået dem. Frivilligt eller ej. Er det vigtigste i livet overhovedet at få børn, og hvorfor skal man i så høj grad forsvare det livsvalg over for alle andre? Skal man få et barn eller beholde sin frihed? Disse spørgsmål gennemsyrer monologen, som lige nu opføres på Revolver på Østerbro Teater. Den fremføres af skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen samt en stor gruppe elever fra Scenekunst på Københavns Akademi for Musik, Dans og Teater. De instrueres af Maria Kjærgaard Sunesen i en imponerende flot supermarkeds-scenografi af Christian Friedländer.

Det gode og det knap så gode
Forestillingen udmærker sig især på det visuelle. Det er en overvældende og tilfredsstillende oplevelse at træde ind i Christian Friedländers scenografi: Et stort gennemført supermarked, som nærmest fylder hele rummet, og som vi oven i købet må gå rundt i inden forestillingens start. Det er den perfekte ramme for Christina Hagens tekst, som netop synes at kræve denne plads og kreativitet for for alvor at kunne folde sig ud. Teknisk er der ikke en finger at sætte på denne forestilling. Effekterne sidder knivskarpt, og lyd og lys spiller en imponerende opgave i forestillingens dramaturgi og fremdrift. Det er stærkt og dygtigt håndværk!

Der er ingen tvivl om, at Christina Hagen er en dygtig forfatter, og hun har med denne monolog skrevet en moderne tekst, som er skøn at se opført på en scene. Hun skriver meget grafisk, voldsomt, grimt og til tider også grotesk. Samtidig besidder teksten også en enorm humor, som skuespiller Ida Cæcilie Rasmussen forløser meget fornemt. Særligt i de humoristiske øjeblikke bliver det tydeligt, at teksten er skrevet direkte til Ida Cæcilie Rasmussen. De oftest ret syrede replikker ligger naturligt i munden på hende, og hun udviser god forståelse for den krop og styrke, som Hagens tekst forlanger.

Tabuet, teksten forsøger at bryde med, er bestemt relevant og indtil nu temmelig overset. Hagen er intens og til tider spiddende, og hun rammer plet med sine beskrivelser af mødrekulturen i dag. Det er grinagtigt præcist, når det f.eks. påpeges, hvordan gravide kvinder og nye mødre pludselig, i deres egne hoveder, ophøjes til en form for helgenstatus hævet over alt andet, hvor de har indset den helt store mening med livet. Nej, billederne og pointerne fejler intet i denne forestilling!

Der veksles mellem et fantasilag og et faktisk lag, hvor vores hovedperson befinder sig i det mest hverdagsagtige miljø af alle: et supermarked. Det er dog ikke altid helt tydeligt, hvornår vi befinder os hvor, selv om lys og lyd gør en ihærdig indsats for at fortælle os det. Der, hvor det nok i virkeligheden kommer til at rode og forvirre en smule, er i mængden af ord. Hagen har tydeligvis en masse, hun rigtig gerne vil sige om dette emne, hvilket resulterer i en overvældende mængde af ord. Så mange, at det egentlig budskab ind imellem drukner i mængden af meget grafiske beskrivelser, som er kendetegnende for teksten og skrivestilen. Momentvis står nogle af billederne ekstra skarpt – hvem kender f.eks. ikke følelsen af at ligne et grimt askebæger fra Tiger? – men i langt størstedelen af stykket, må jeg virkelig holde tungen lige i munden for at få det hele med. Helt fortabt er jeg dog ikke, for teksten og dens budskab bundfælder sig i timerne efter, når jeg virkelig tænker og mærker efter – og det skal man jo, når man sådan skal sidde her og udtale sig om, hvad man har oplevet. Men lige da jeg forlader salen har størstedelen af ordenen allerede forladt hukommelsen, selvom jeg egentlig har været ret opslugt af det ellers meget gennemførte univers, og det synes jeg ikke nødvendigvis taler til stykkets fordel.

Ida Cæcilie Rasmussen får af scenen selskab af en stor grupper elever fra Scenekunst på Københavns Akademi for Musik, Dans og Teater. De klæder scenografien og giver noget fylde i det store supermarked. Selvom de egentlig fungerer ganske udmærket som ensemble, er det også meget tydeligt, at de er, hvad de er: elever, der har fået lov at stå på en professionel scene. Jeg forstår så udmærket deres entusiasme og begejstring for at spille med, men til tider går der også lige lovligt meget højskole-optræden i den, og deres iver efter at være på og blive bemærket stjæler til tider lige lovligt meget fokus. Dermed ikke sagt at de ikke er dygtige, for der er bestemt talent i blandt, og som skrevet synes jeg egentlig, deres funktion i forestillingen er glimrende, men de stikker momentvis meget ud i forhold til det øvrige meget professionelle udtryk.

Skynd dig ind og se den, hvis
… du gerne vil se en moderne tekst gå amok i en fantastisk og gennemført supermarked-scenografi.

Af Line Kirsten Nikolajsen, Den 4. Væg
Laver til dagligt en masse forskelligt mediearbejde og er i virkeligheden et eller andet sted også i gang med en kandidatgrad i Film- og Medievidenskab. Teater og skuespil har dog en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil nok altid have en 13 årig lille pige inden i, som vil blive ved med at drømme om at blive stor skuespillerinde. Der er i min verden intet så forførende som teater, og jeg lader mig ofte rive med og blive helt opslugt. For mig er teatret den mest fantastiske form for pause fra den hurtige verden uden for. Jeg er ret pjattet med poesi i teaterform, som er et af de mest oprigtige pusterum med plads til eftertænksomhed, jeg kender til. Desuden er min teatersuperhelt lige nu Elisa Kragerup!