Gadeteater er sjov og ballade, det er for hele familien og det koster gratis. Tag ‘armene under ungen’ og hyg jer en ‘tille limes’ tid i Lorrys Have i godt selvskab med Signe Birkbøl og altid sprudlende Peter Larsen.
Gadeteater starter det øjeblik skuespillerne dukker op, for ude på gader og torve må spillerne begynde med at erobre scenen. Publikum bliver ommøbleret så det passer med antal, vind og vejr og alle får en bemærkning med på vejen: “Sæt dem her frue så kører jeg rollatoren i garage! Se der, kære publikum: en hund med en herre i snor! Og lad os spille ouverturen, så vi kan piske en stemning op.”
Er alle med
Forestillingen er for fem år og hele familien. Børnene får plads på hynder helt forrest, så de kan følge godt med i handlingen. Alligevel er det lidt svært for nogle – især det med hvornår forestillingen begynder. “Hvornår begynder historien”, råber en lille purk efter fem minutter. Peter Larsen er henne hos børnene som en mis: “Hvornår historien begynder? Vi er i gang – og om lidt skal vi sende kronprins Frederik på dannelsesrejse til Fraaankrig!”
En leg med sproget
Der skal dog først en brevdue afsted til Solkongen på Versailles og det afføder omgående en gakket sprogleg mellem Signe og Peter: “Så er det ud af fjerene og vise hvad I duer til! Ka’ due flyve helt til Frankrig? Ja da, jeg har fået mit duelighedstegn – og videre og videre i den stil. Frankrig spiller man på flūtes og tror nogen at det betyder ‘fløjte’ så tager de fejl, næ Signe og Peter viser at flūtes spilles ligesom et lille klaver.
Frederiks bjerg
Der er faktisk ikke nogen historie i forestillingen så hut jeg visker! Det handler om Frederiksbergs historie. Kronprins Frederik blev så begejstret for Versaillesslottet i Paris at han senere hjemme i Danmark, som Kong Frederik d. 4, opførte sit eget lystslot på den store bakke udenfor hovedstaden – ude på ‘Frederiks bjerg’! Inden da har det heddet Solbjerg og oprindeligt Tulehøj hvor thulen har haft sit virke. En ‘thul’ var en præst, en magiker eller måske en shaman, i hvertfald en person der havde kontakt til det guddommelige, og som kunne forudsige eller måske ligefrem påvirke fremtiden.
Scenografi og kostumer
Scenografien er udover den dejlige have en lille kopi af Københavns gamle telefonkioske. Her måtte man en og ringe til tante Oda, hvis man ikke havde sin egen telefon hjemme eller var på tur i byen; sådan klarede vi det i gamle dage uden mobil! Signe og Peters kostumer minder os om Kongens lakajer og de har taget mange timer at lave. Tøjet er nemlig stykket sammen af gamle broderier fra genbrugsbutikkerne og det ville udover Pille Behrendt og Julie Kyhl, have gjort listen med kostumefolk meget lang, hvis man ellers kunne finde ud af, hvem der har siddet og syet de lange vinteraftener. Jeg kunne kende min farmors billede af Rejsen til Amerika, men det broderi er sikkert blevet lavet af mange andre bedstemødre.
Som voksen blev jeg underholdt og ‘Så hut jeg visker’ gav mig lyst til at få mere viden om Frederiksberg, Kongen og hans prægtige slot. Som ambassadør for børnene giver jeg den lille femårige dreng ret, hvornår begynder eventyret? For vi hører jo om en prins, der må drage ud i verden på dannelsesrejse for at finde sig selv. Og først da kan han blive den mægtige konge.
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare.
Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.