Oplev følelsen af SAVN i en tværkunstnerisk forestilling, som kan beskrive menneskets indre tilstand på en måde, som ord ikke kan.
Performanceduoen CoreAct står bag forestillingen Savn, som jeg vil beskrive som et installations-performanceværk. Publikum møder op på plejehjemmet Slottet på Nørrebro og får udleveret et navneskilt. Navneskiltet bestemmer, hvilken af fire grupper man skal gå med. Hver gruppe føres ind og ud af rummene på plejehjemmet i forskellige kombinationer. Hvert rum rummer et installationsværk; der er f.eks. et rum, som er helt tilgroet af planter, og hvor vand drypper ned fra loftet. Undervejs oplever vi forskellige performances, som er bundet sammen af en løs historisk tråd om mennesker i forskellige sorgtilstande. Forestillingen er skruet sammen, så man som publikum får en individuel oplevelse og til sidst selv kan vælge, hvordan den skal afsluttes.
Det gode og det knap så gode
Savn lykkes utroligt godt med at give publikum en individuel og unik oplevelse. Det faktum, at man vandrer rundt på et plejehjem – et sted, hvor der bor mennesker, som om nogen ved noget om savn, og som selv er på grænsen til at blive de savnede – er en stærk medspiller. Samtidig er der skabt en verden, som bliver en visuel metafor for de indre tilstande, som et menneske i sorg kan gennemleve.
En af installationerne er et rum, hvor et ternet gulv er blevet vredet og bulet, så det er helt ude af form. Loftet er på vej ned, og der hænger kontorstole ud af væggen. I gulvet er et hul, hvor performerne kan forsvinde ned i. Det ligner et abstrakt kaoslandskab. I en performance herinde møder vi en kvinde i sorg. Hun er på vej ned i hullet – den sorte afgrund af hendes sorg. Hun bliver hevet op af to andre performere, som hele tiden sørger for at styre hende uden om hullet og andre fysiske forhindringer i rummet. Det bliver et konkret fysisk billede på en indre sorgtilstand.
Forestillingen rummer til tider en mere fjollet tone for at lette stemningen lidt. For mig virker det som en berøringsangst ved emnet og en frygt for at gøre folk kede af det. Det bryder med det smukke og poetiske, der ellers bliver skabt, og det synes jeg er ærgerligt. Heldigvis er det kun glimt af fjollethed i et ellers seriøst og vigtigt værk.
Kombinationen af installationskunst og performance spiller rigtig godt sammen og får skabt et sted, hvor sorgen manifesterer sig på et kunstnerisk plan, som giver nye indblikke i og refleksioner om sorg.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil have kunsten og kunstnerne helt tæt på – bogstaveligt talt.
Jeg har tidligere boet i kunstkollektiv, og haft en hverdag med kunstnerlige eksperimenter og fysisk teater. Nu studerer jeg Teater- og Performancestudier på Københavns Universitet, og har en teoretisk indgang til teatret. Til daglig berører jeg bl.a. spørgsmål som hvad scenekunsten kan, skal og bør, samt hvordan det kan bruges som andet end underholdning, f.eks. som en måde at få folk til at reflektere over og diskutere svære emner. Mit interessefelt inden for scenekunsten strækker sig bredt. Jeg er dog specielt glad for den mere eksperimenterende kunst, som krydser grænserne mellem fiktion og virkelighed, og bevæger sig ind på livet af mig som publikum. Det er her de store oplevelser og nye opdagelser sker for mig.