Det her er en forestilling, man kunne snakke om i timevis, for den efterlader dig med utrolig mange indtryk. Både i form af ting der virkelig fungerede godt, men også en række mindre velfungerende ting og forstyrrende elementer. Én ting er dog sikkert, og det er, at det uden tvivl er en bund-solid, dejligt ny og velfungerende forestilling, som man ikke behøver at være Seebach-fan for at få noget ud af. Den er både sjov, rørende og festlig, og det er jo i virkeligheden et godt udgangspunkt for en dejlig og underholdende oplevelse.
Fredericia Teater, som du måske bedst kender fra deres yderst vellykkede disney-opsætninger, har denne gang kastet sig over at forvandle Seebach-familiens historie til en musical. Med Pelle Emil Hebsgaard i rollen som Tommy og Joakim Lind Tranberg som Rasmus tager vi på en rejse gennem begge generationers musikalske karrierer og liv.
I to mere eller mindre parallelle handlingstråde flettes far og søns fortællinger sammen med hjælp fra deres omfangsrige musikalske katalog, der ofte agerere bindeled mellem de mange spring frem og tilbage i tiden. Vi hopper imellem Rasmus og Tommys liv, og får af de tre Seebach-søskende, Nikolaj, Marie og Rasmus, fortalt historien om én pop-musikers forfald, der på forunderligt vis leder til fødslen af en ny.
Fredericia Teater har virkelig givet sig i et kast med et ambitiøst projekt denne gang, og vi skal også indrømme, at vi havde vores tvivl omkring, hvorvidt det kunne lykkes at gøre Seebach-familiens historie egnet til en scenisk fortælling. Fredericia Teater beviser dog endnu engang, at de ikke kun kan lave storsælgende Disney-fortællinger, men i den grad også forstår sig på at stykke nye velfungerende musicals sammen. De sætter konstant nye standarder for, hvad musicals kan, og Seebach er ingen undtagelse.
Den mest ambitiøse del af denne opsætning må siges at være selve manuskript-arbejdet, der her skal binde to generationers historie sammen til én sammenhængende. Hovedforfatter Mads Æbelø kommer langt hen ad vejen godt i mål med projektet. Han har skrevet en god tekst, som virkelig formår at omfavne både det smukke, det glade og ikke mindst det tragiske i fortællingen – tårerne løber ned af vores kinder op til flere gange under forestillingen! På trods af de sørgelige omstændigheder, der konstant lurer lige under overfladen, er forestillingen dog også fyldt med fest og farver. Både i form af Rasmus’ nyere dansable club-hits og Tommys gamle grand-prix-baskere. Sidstnævnte danner ramme om de øjeblikke, hvor festen får allerbedst fat i Fredericia Teater. Grand prix-hitsene er kopieret meget autentisk og præcist, og gensynsglæden og begejstringen blandt publikum er overvældende. For os tager den festlige del af forestillingen en smule overhånd til sidst, da man har valgt at afslutte forestillingen med en syv numre lang Rasmus Seebach koncert. Det bliver unødvendig overflod, som fint kunne have haft den ønskede effekt med et enkelt nummer eller to. Her bliver det lige til den lange side.
Selve den dramaturgiske opbygning fungerer som nævnt, som en række spring i tiden, og selve idéen er da også god. Det fungerer især godt, når far og søns sange løsrives fra originalkunsteren og i steder danner bro mellem tiden og understreger de familiære bånd. Desværre bliver springende i tiden særligt i første akt desværre også en anelse kantede og abrupte i formen, idet de forekommer så hyppigt. Dertil kommer også, at Tommys historie er langt den mest interessante – der er ofte ikke særlig meget gods på historien, når vi befinder os tættere på nutiden i fortællingen om Rasmus. Disse scener bliver ofte en anelse repetitive og til tider spækket med overflødige elementer, der ikke bidrager med særlig meget til fremdriften af en ellers ret spændende familie-fortælling. Man kunne derfor med fordel have dvælet mere i tiden omkring Tommys karriere. På trods af nogle dramaturgiske bump på vejen lykkes det dog alligevel at samle de mange tråde til sidst i forestillingen.
Der hvor Fredericia Teater dog virkelig rammer plet med denne forestilling er med selve castet. Ikke nok med at de stort set alle sammen ligner den rigtige familie skræmmende godt, så spiller de også langt bedre og mere naturligt, end hvad det ellers ofte er tilfældet med musicals. Pelle Emil Hebsgaard fortjener kæmpe ros for sin uhyggeligt rammende portrættering af Tommy Seebach. Hans fjogede charme og lettere kejtede facon er lige i øjet, og han ligner på alle måder den Tommy, vi i dag desværre kun kan opleve på gamle tv-klip. Også debutanten Joakim Lind Tranberg leverer en stærk og troværdig Rasmus, og brillerer særligt under sangene, som han problemfrit kan trække op til at være både kæmpe fest og smukke følsomme ballader. Emil Birk Hartman må også siges at levere en yderst rørende og detaljerig præstation i rollen som storebror Nicolai Seebach.
Skynd dig ind og se den hvis….
… du gerne vil overraskes lidt af, hvad musicals egentlig kan rumme.
Laver til dagligt en masse forskelligt mediearbejde og er i virkeligheden et eller andet sted også i gang med en kandidatgrad i Film- og Medievidenskab. Teater og skuespil har dog en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil nok altid have en 13 årig lille pige inden i, som vil blive ved med at drømme om at blive stor skuespillerinde. Der er i min verden intet så forførende som teater, og jeg lader mig ofte rive med og blive helt opslugt. For mig er teatret den mest fantastiske form for pause fra den hurtige verden uden for. Jeg er ret pjattet med poesi i teaterform, som er et af de mest oprigtige pusterum med plads til eftertænksomhed, jeg kender til. Desuden er min teatersuperhelt lige nu Elisa Kragerup!