Hvad sker der, når den man elsker med ét slag bliver en anden? Med visuelt stærke virkemidler og næsten helt uden ord behandler SLAG det spørgsmål.
Forestillingen dykker ned i, hvordan livet med en hjerneskade føles; både for den ramte, men også for dennes pårørende. Helt konkret inviteres vi med ind bag murene hos et par, hvor kvinden (Helene Kvint) er forandret efter en blodprop i hjernen, og manden (Jacob Stage) nu må tage sig af hende døgnet rundt. Gennem en blanding af informative tekstbidder, videokunst og fysisk teater tages vi med på parrets fælles rejse mod en accept af deres nye liv.
Lad dig endelig ikke skræmme af at SLAG er en næsten ordløs forestilling, for der behøves ingen ord for at mærke den intense, emotionelle rutsjebane, som vores par sidder fastspændt i. Det fysiske spil mellem de to skuespillere er velkorrigeret og rørende, og man rammes af den vedholdende kærlighed, der må til, for at lære at navigere i en så pludseligt anderledes tilværelse.
Gang på gang overraskes man af forestillingens forskellige visuelle elementer, der skaber en illusion af at bevæge sig ind og ud af den forandrede hjerne. Et dukkehus placeret i scenens venstre side spiller en helt central rolle for denne illusion og i selskab med et simpelt go-pro kamera og en storskærm, formår de både at udvide scenerummet og billedligt udfolde hele tematikken. Lydsiden, der delvist består af episk klassisk musik og et elektronisk underliggende lydunivers, komplimenterer det visuelle og fuldender illusionen af at bevæge sig rundt mellem tanker, følelser og biologiske forandringer i hjernen.
Forestillingen tager udgangspunkt i Helene Kvints egne oplevelser med en far, der blev ramt af en blodprop, men bygger også på interviews med ramte og pårørende, som hun har talt med gennem foreningen Hjernesagen. Denne forankring i virkeligheden giver forestillingen en ny dimension og understreger, at flere og flere mennesker lever med følgerne af en hjerneskade, men de færreste får åbnet op om det liv, der følger med sygdommen.
Der balanceres altså virkelig fint mellem det faktuelle, emotionelle og til tider helt uhyggelige, hvor gigantiske musehoveder og små dukker imiterer de barske følelser, som vores to hovedpersoner sidder med. Samtidigt er det forløsende, at der også er plads til humor, og det giver et smukt, nuanceret billede af den tilvænningsproces, en sådan livsomvæltning kræver.
Skynd dig ind og se den hvis…
… du er pårørende eller selv ramt af en hjerneskade, eller bare gerne vil blive klogere på et tabubelagt emne fortalt i et visuelt spændende sprog.
24 år. Læser film- og medievidenskab og har været pjattet med teater siden jeg som 4-årig så Eventyrteaterets udgave af Svinedrengen. Jeg kan godt lide abstrakt og gakket teater, og er det spicet op med musik eller sang, er det bare icing on my cake! Dog kan musicals godt kamme lidt over, og jeg står af, hvis skuespil bliver for teatralsk. I min egen (prægtige) teater-karriere har jeg primært spillet mor-roller eller den forvirrede kanin fra Alice i Eventyrland, så nu befinder jeg mig blandt publikum, når tæppet går fra. Kan jeg kombinere en teateroplevelse med en efterfølgende tur i baren, har det bare været den perfekte aften!