Det er som at ligge svøbt i et stort uldent tæppe foran en varm og knitrende brændeovn og få fortalt historie af en vidunderlig bedstemor, når Vigga Bro går på scenen og fortæller snehistorier med sin varme og ru stemme.
Skuespiller, instruktør, forfatter og fortæller Vigga Bro fyldte i oktober 2017 80 år. Det skulle man dog ikke tro, når man kigger på den livlige, lille kvinde, der indtager intimscenen på Teatret Ved Sorte Hest, i sin måske sidste større forestilling SNE. SNE er en times lang musikalsk historiefortælling, hvor Vigga deler ud af barndomsminder fra sin fødeby Fredericia og spændende fortællinger fra Grønland. Vi hører både om øllebrød uden øl med snelignende flødeskum, julekortindkøb hos Købmanden, om hvordan krig i verden startede og om et fantastisk møde med Knud Rasmussen. Hun komplementeres af to yngre musikere, bassist Ida Bach Jensen og perkussionist Birgit Løkke, som forestillingen igennem udgør en lige så vigtig del af historiefortællingen, som Viggas eminente ord.
Det gode og det knap så gode
Det er som at ligge svøbt i et stort uldent tæppe foran en varm og knitrende brændeovn og få fortalt historie af en vidunderlig bedstemor, når Vigga Bro går på scenen og fortæller snehistorier med sin varme og ru stemme. Jeg har før oplevet Vigga fortælle historier, og jeg kan efter denne forestilling fortsat bekræfte, at hun er en af de bedste til det herhjemme.
SNE er en forestilling, der giver plads til, at man som publikum ikke behøver at have sin fulde opmærksomhed på scenen hele tiden, men godt kan tage på en lille mental rejse til Grønland eller 1940’ernes Fredericia. Viggas måde at fortælle på skaber så mange billeder i hovedet, at det er en næsten umulig opgave bare at lade øjnene styre, hvilke billeder hjernen modtager. I SNE bliver ordene fra Viggas mund til vores øjne for en stund, og det vækker den barnlige fantasi til live på enestående vis. Og så er Vigga tilmed sjov! Hun har virkelig fin fornemmelse for timing, og jeg havde nok ikke forventet, at en 80-årig kvindes historiefortællinger om hendes barndom skulle vække så oprigtig og hjertelig en latter, som jeg undervejs i forestillingen hører undslippe min mund.
Forestillingen har en fin opbygning og vekslen mellem Viggas barndomsminder fra Fredericia og de sagnlignende fortællinger fra Grønland. Desuden virker dele af forestillingen til at være bygget på en mere improviserende form, hvilket skaber en dejlig legende energi, som gør, at det aldrig bliver kedeligt. Selvom Vigga er den absolutte hovedfortæller i forestillingen, så er der også få øjeblikke, hvor de to musikere byder ind. Dette fungerer desværre ikke helt så godt for mig. Jeg har egentlig ikke som sådan noget imod idéen om, at de også blander sig på andre måder end den musikalske, men måden det praktisk udføres på her, tager desværre lidt pusten fra den ellers helt fænomenale historiefortælling. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at Ida Bach Jensen og Birgit Løkke er fremragende musikere, hvis musikalske bud er et fremragende supplement til Viggas fortællinger. Ind imellem matcher musikken historierne så godt, at jeg totalt glemmer, at musikken er der – og det er en god ting! For det betyder, at den formår at blive en velintegreret del af historierne og min fantasis billedlige akkompagnement.
Hvis ikke det var fordi, at mine egne bedstemødre lå på en permanent førsteplads som verdens bedste bedstemødre, så er jeg sikker på, at Vigga kunne give dem skarp konkurrence. Alle burde have en historiefortæller som Vigga i deres liv.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du godt kunne bruge en omgang fremragende historiefortælling fra verdens bedste Vigga Bro.
Laver til dagligt en masse forskelligt mediearbejde og er i virkeligheden et eller andet sted også i gang med en kandidatgrad i Film- og Medievidenskab. Teater og skuespil har dog en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil nok altid have en 13 årig lille pige inden i, som vil blive ved med at drømme om at blive stor skuespillerinde. Der er i min verden intet så forførende som teater, og jeg lader mig ofte rive med og blive helt opslugt. For mig er teatret den mest fantastiske form for pause fra den hurtige verden uden for. Jeg er ret pjattet med poesi i teaterform, som er et af de mest oprigtige pusterum med plads til eftertænksomhed, jeg kender til. Desuden er min teatersuperhelt lige nu Elisa Kragerup!