En opera-oplevelse som aldrig før!
Vi fortsætter, hvor Mozarts berømte opera slutter; Don Juans død. Vi er inviteret med til dødsmesse, hvor vi bliver gjort bekendt med Don Juans hæmningsløse eskapader, der har forårsaget drama og endeløs sorg hos de mange kvinder, han tiltrak. For nok var han en forførerens mester, men han var også en skruppelløs egoist, der konstant svigtede for at jage den næste erobring. Instruktør Christian Lollike og koncertmester Mads Brauer har med Don Juan skabt et univers, hvor sorg, sex, mystik, glæde og grænseløshed smelter sammen i et stort vanvidsscenarie.
I disse dage er der operafestival i København. Her kan man opleve opera i alle former og farver, men sjældent har vi oplevet opera som i Don Juan på Sort/Hvid!
Don Juan er opsat som totalteater, hvor sangerne ved flere lejligheder kan bevæge sig rundt blandt publikum og vice versa. Undervejs bliver vi ført ind i forskellige rum, som kan udforskes stående, gående og siddende. Efter vores smag er vi for mange publikummer. Det er nogle gange svært at komme rundt, og det er ærgerligt, når man nu har gjort sig umage med at lave et så gennemført scenografisk univers. I hvert rum hersker forskellige stemninger. Der er hele tiden noget nyt at sanse, se på, røre ved og lytte til. Heriblandt kontratenor Morten Grove Frandsen, som synger, så tårerne presser sig på. Også bas Nicolai Elsberg er vi målløse over; hans stemme er så dyb, at vi ikke tror, det er muligt. Det er døden, der taler! Det er grumt, melankolsk og poetisk. Overvældende.
De mandlige sangere er klædt i lange, sorte kjoler, slør for ansigtet og med blomsteropsatser i håret a la Frida Kahlo. At forløse noget feminint i det maskuline – og omvendt – skaber en kontrast, som klæder mændene. Sopranerne Clara Thomsen og Margaux de Valensart synger sig ind i maven på os, og vi er ikke i tvivl om deres smerte, som Don Juan bærer skylden for. Samtidig er der masser af humor til stede, og som et såkaldt spøgefuldt drama bør være, er kombinationen af det sjove og det triste velbalanceret, og det samlede udtryk bliver derfor ikke for selvhøjtideligt.
Den italienske opera er suppleret med skuespilsekvenser på dansk, som fremføres af Olaf Højgaard og Anne-Marie Curry. Nogle af dem fungerer fint og klæder det samlede billede, mens andre er lige lovlig pseudosmertende og blegner ved siden af den ekstremt skarpe lydside og guddommelige sang. Undervejs oplever vi, hvor smukt det kan være, når opera møder elektroniske virkemidler og et mere støjende lydbillede. Og der lurer flere overraskelser rundt om hjørnet… Vi vil ikke afsløre for meget, men det er ikke kun sangere, der kigger forbi. En række forførende cabaret-skikkelser interagerer med publikum, og vi er med til at bestemme udfaldet for aftenen, alt efter hvordan vi reagerer på det, der sker omkring os. Det er ikke alle publikummer, der bliver til vejs ende.
Skynd dig ind og se den, hvis…
… du vil have en opera-oplevelse som aldrig før!
24 år. Læser film- og medievidenskab og har været pjattet med teater siden jeg som 4-årig så Eventyrteaterets udgave af Svinedrengen. Jeg kan godt lide abstrakt og gakket teater, og er det spicet op med musik eller sang, er det bare icing on my cake! Dog kan musicals godt kamme lidt over, og jeg står af, hvis skuespil bliver for teatralsk. I min egen (prægtige) teater-karriere har jeg primært spillet mor-roller eller den forvirrede kanin fra Alice i Eventyrland, så nu befinder jeg mig blandt publikum, når tæppet går fra. Kan jeg kombinere en teateroplevelse med en efterfølgende tur i baren, har det bare været den perfekte aften!