Sort/Hvid, Electronic

Electronic udfordrer sociale grænser og skaber nogle rammer, som ligger uden for publikums kontrol.

Electronic er en kunstnerisk hybrid mellem et historisk portræt og en musikalsk koncert. Hver aften står dj Rumpistol og sanger og producer Kill J sammen med de tre skuespillere, Tobias Shaw, Pernille Koch og Anthon Hjejle, klar til at tage publikum 30 år tilbage til klubmiljøets højdepunkter. På klubben er der ingen regler, ingen normer. Alle vil være frie, danse og glemme samfundets problemer. Men på den anden side af natten og klubbens rå toner, er der også en virkelighed, som ungdommen og resten af verden må forholde sig til.

Vi mener
Da jeg er på vej hen til Sort/Hvid teatret, er jeg spændt. Jeg har ikke været der før, men jeg har hørt, at scenen ofte udfordrer den traditionelle måde at tænke teater på og blander diverse kunstarter sammen. Jeg har læst mig til, at Electronic er en forestilling, der netop giver scenekunsten et twist ved at blande politik med clubbing, så jeg tager derind med forventningen om at opleve nytænkende kunst. Idet jeg træder ind i Electronic-universet, bliver jeg mødt af en skatepark-lignende sal bygget af spånplader med DJ-pulte foroven. Der er ingen definerede pladser, så scenografien tvinger publikum til at interagere med hinanden og tage stilling til rummet. Allerede her får jeg et sus i maven af, at Electronic udfordrer sociale grænser og skaber nogle rammer, som ligger uden for publikums kontrol.

Vi er i 90’erne. Rumpistol og Kill J blander datidens beats med forskellige synthesizers, mens de tre skuespillere præsenterer historiske facts på skift og skaber fiktive roller fra den tid. De rækker smiley t-shirts ud til publikum;  “Havde du ikke denne her på?”, siger de og tager os med tilbage til 90’erne gennem interaktion. Setuppet tvinger publikum til at deltage aktivt i forestillingen, og det er gribende og interessant at følge med i. Vi lever i en tid, hvor skærmen fylder så meget, at vi hurtigt kan glemme vores fysiske tilstedeværelse. Derfor har interaktionen en stor og for mig positiv effekt, idet jeg i den grad kommer ud af min comfort zone og skal spille med som en af Electronics unge klubgæster.

Idéen med publikums deltagelse og scenografiens look spiller derfor godt hver for sig. Men det er som om, de to ting ikke spiller så godt sammen.

Electronics spånplade-klub har tre store trin, som man sidder på i højre og venstre side af rummet. Og er man en af dem, som sætter sig øverst og dermed bagerst, kommer man ret langt væk fra “fællesarealet”. Selvom skuespillerne er dygtige til at komme hele vejen rundt på trinene, skal man som publikum tage sig lidt mere sammen for at komme med ud på gulvet, end hvis man sad på forreste trin. Der er på en måde for langt fra bagerste række til gulvet, hvilket man eventuelt kunne løse med et mere rundt publikumsområde. Det ville muligvis også løse den tomhed, som kan forekomme, når skuespillerne kun taler til den ene side af rummet. Yderligere er trinnene hårde at sidde på, specielt da der ikke er ryglæn. Det er en mindre detalje, der dog ender med at blive tydelig, da publikum skal sidde ned i længere perioder.

Forestillingens måde at drage kausale sammenhænge mellem politik, historie og klubmiljø på, er original og fængende, når de eksempelvis sammenligner 9/11 med den tids hårde electro. Der bliver skabt en underholdende fællesskabsfølelse, samtidigt med, at skuespillerne laver sjov med datidens tendenser. Electronic får altså med sine to dygtige dj’s, tre energiske skuespillere og rå scenografi portrætteret de sidste 30 år med et engagement, der virkelig vil noget. Derfor er det en stor skuffelse, at scenografien som funktion ender med at forringe oplevelsen.

Af: Anna Sharko