Clara Lindstrøm Gleerup, Den 4. VægUnge & Voksne

Sort/Hvid, Landet Uden Drømme

En forestilling, som kræver noget af sit publikums tålmodighed, og det er jeg fan af!

Landet uden drømme er gruppen Fix og Foxys nyeste forestilling, som de har lavet i samarbejde med Det Kongelige Teaters Eventministeriet med instruktør og tekstforfatter Tue Biering som styrmand. Lille Scene i Skuespilhuset er til anledningen malet fuldstændig hvid og står helt tom, da vi bliver lukket ind. Pludselig kommer en kvinde (Lise Lauenblad) ud af døren i højre hjørne. Hun har langt, blond hår og en rød kjole på, og hun fortæller os, at hun kommer fra fremtiden. Hun har helt styr på, hvem alle i publikum er, og hvad de tænker. Hun kommer alle vores bekymringer og skuffede forventninger i forkøbet: Hvorfor er der ikke noget sci-fi-lir eller folk i stramt, sexet tøj, når nu det er en forestilling om fremtiden? Hvornår går forestillingen rigtigt i gang? Skal hun bare stå der og snakke hele tiden?

Hun taler til vores forestillingsevne og sætter flere malende scenarier om fremtiden op. Både verdens fremtid og så den fremtid, der er i den lille sal, vi sidder i. Selvom kvinden er ene på scenen, så er hun på ingen måde forestillingens hovedperson. Det er publikum og deres forestillinger om – og forventninger til – fremtiden nemlig. Vi skal ikke være bange, for engang var den tid, vi lever i nu, den uvisse, utrygge og underlige fremtid. Og vi har det jo meget godt. Har vi ikke?

Det gode og det knap så gode
Jeg er enormt forvirret, da jeg kommer ud fra denne forestilling. Der er elementer, som jeg synes er overdrevet fede og visuelt meget effektfulde, men samtidig er det, som om forestillingen aldrig rigtig får den pondus, som den kunne have haft. Derfor forlader jeg salen med en følelse af, at Landet uden drømme aldrig rigtig når op på den bagerste række, hvor jeg sad, hvorfor jeg ikke rigtig kan gennemskue, om denne forestilling overhovedet har rørt noget af betydning i mig. Det er en af de oplevelser, som er enormt svær at skulle sætte nogle dumme stjerner på, for samtalen om denne forestilling er langt mere vigtig og interessant!

Jeg vil forsøge at starte med det gode. Lise Lauenblads skuespilevner fejler ikke noget. Hun er yderst troværdig og sjov og giver det hele en skøn jovial og jysk tone, som også er med til at bidrage til den ildevarslende stemning, der konstant lurer under overfladen. Vi får hele tiden små glimt af, at noget potentielt ikke er helt, som vi tror. Det er med til at stikke til vores frygt for, at det kan gå helt galt med os og vores verden i fremtiden. Kvinden fra fremtiden har gennemskuet, at publikum forventer katastrofe og ødelæggelse, når nu det handler om fremtiden, og derfor fodrer hun os undervejs med små ildevarslende brudstykker, for derefter at berolige os med “I skal ikke være bange”.

Dette er en forestilling, som kræver noget af sit publikums tålmodighed, og det er jeg fan af! Jeg kan godt lide idéen om at bruge publikum på den måde, man gør her. Vi er ikke nødvendigvis direkte interagerende i forestillingen, men vores egen fantasi er en stor og vigtig medspiller. Jeg er konstant i tvivl om, hvorvidt kvinden rent faktisk ved noget om sit publikum, eller om det bare er spillet gætværk! Jeg sidder og venter på den fidus, der skal afsløre, at vi som publikum er involveret i forestillingen på en måde, som end ikke vores fantasi havde evner til at forestille sig. Den enkelhed, der gennemsyrer størstedelen af forestillingens æstetik, giver en fornemmelse af, at der pludselig vil komme en større afsløring, der tager røven på os. Der kommer da også et form for twist til slut, men det er desværre ikke noget, jeg for alvor synes efterlader mig med kæben nede på gulvet. Sidste del er bestemt en stor visuel fornøjelse, men hvilken følelse, den præcis skal efterlade mig med i kroppen, er mere uklart – og desværre fristes jeg til at sige, at den slet ikke efterlader mig med noget. Det er, som om den meget gerne vil have mig til at tænke og føle et eller andet, men desværre udebliver begge ting. Jeg efterlades derfor med et indtryk af Landet uden drømme som værende en lille smule forglemmelig. Jeg fornemmer, at Tue Biering og kvinden fra fremtiden gerne vil mig noget, men de når mig aldrig rigtig. Intensiteten, som teksten lægger op til, udebliver i selve udførelsen. Havde det mon fungeret bedre, hvis man var færre tilskuere, eller hvis man blot sad tættere på hende?

Sponsoreret af Teaterbilletter.

Af Clara Lindstrøm Gleerup, Den 4. Væg
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.