BlogUnge & Voksne

Stafet, Dansehallerne

Noget af det, der står allerklarest tilbage efter denne forestilling er den sanselighed, som forestillingen leveres med. En sanselighed som Sture Ericsons lydunivers på fornemmeste vis understøtter.

En fysisk bevægelses-forestilling af Reumert-vinderen Kitt Johnson. Selv er hun ikke på scenen, men har i stedet castet ni dansere fra vidt forskellige geografiske steder uden samme kulturelle baggrund. Aldersmæssigt spænder den alsidige performergruppe tilmed også over tre generationer. Stafet undersøger begreberne om “herkomst” og “identitet” gennem både generelle og personlige fortællinger, som kommer til udtryk gennem fysiske bevægelser og strømme af ord. Der er ikke som sådan en kronologisk handling, men i stedet, som navnet også antyder, en stafet-lignende overgang mellem de forskellige performeres sekvenser. Man skal helt klart være indstillet på, at meget af fortællingen overlades til den enkelte observatør, så det hele ikke serveres for én. Man behøver altså ikke – og kan måske slet ikke – forstå hver enkelt kropslig bevægelse som et forståeligt og aflæseligt billede, men forhåbentligt kan det samlede hele sætte små frø af eftertanke, og det synes jeg i den grad, at Stafet gør.

De ni meget forskellige dansere virker nøje udvalgt, og hver især har de deres helt eget særlige og interessante kendetegn. Dette kommer blandt andet til udtryk i en meget stærk sekvens i første del af forestillingen, hvor performerne med ord og bevægelser præsenterer deres nationaliteter gennem de klichéer, de enkelte lande ofte forbindes med.

Den koncentration og intensitet, man oplever hos danserne på scenen, kan i den grad mærkes i hele salen. Det resulterer i gyldne øjeblikke, hvor den konkrete dansers fortælling måske ikke nødvendigvis er nem at tyde og forstå, men at den hellere efterlader et stærkt (sansemæssigt) indtryk. Derfor er det svært at sætte en finger på, præcist hvad det er, de efterlader, men det er en særlig form for selvrefleksion. Forestillingens hemmelige og alternative start (som ikke afsløres her), lægger dog også op til, at dette er en forestilling, der forhåbentligt kan give den enkelte tilskuer anledning og rum til at kigge indad og reflektere over egen tilværelse, og det lykkedes forestillingen generelt rigtig godt med.

Der er dog visse steder, hvor den røde tråd synes mindre klar, og det er desværre lidt skæmmende for den totale indlevelse. Forestillingen lægger ud med en opremsning af byer og årstal med forskellige terrorangreb. Det er egentlig i sig selv en virkelig stærk og dragende scene, men disse terrorangrebs forbindelse til resten af forestillingen og det overordnede tema om herkomst og rødder står uklart tilbage. Der kan uden tvivl være en lækker filosofisk forklaring bag, som potentielt kan tillægge forestillingen en ekstra dimension, men det endte desværre bare med stå tilbage som lidt uforløst. Jeg sad ganske enkelt tilbage med følelsen af at bruge for meget unødigt tid på at forsøge at gennemskue noget, der aldrig rigtig synes at blive brugt yderligere i forestillingen.

Skynd dig ind og se den, hvis…
… du gerne vil have en lidt anderledes og sanselig oplevelse, som giver rigtig god anledning til refleksion over eget fundament. Og selvfølgelig hvis du gerne vil nå at opleve en af de sidste forestillinger i det nuværende Dansehallerne!

Af Line Kirsten Nikolajsen, Den 4. Væg
Laver til dagligt en masse forskelligt mediearbejde og er i virkeligheden et eller andet sted også i gang med en kandidatgrad i Film- og Medievidenskab. Teater og skuespil har dog en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg vil nok altid have en 13 årig lille pige inden i, som vil blive ved med at drømme om at blive stor skuespillerinde. Der er i min verden intet så forførende som teater, og jeg lader mig ofte rive med og blive helt opslugt. For mig er teatret den mest fantastiske form for pause fra den hurtige verden uden for. Jeg er ret pjattet med poesi i teaterform, som er et af de mest oprigtige pusterum med plads til eftertænksomhed, jeg kender til. Desuden er min teatersuperhelt lige nu Elisa Kragerup!