BlogBørn & Familie

Tamme tigre findes ikke, Folketeatret

Stil dig straks op i billetkøen – forestillingen begynder lige om lidt!

Forestil dig, at du møder en gammel kone på et plejehjem. Hun sidder ensomt i stolen på gangen og du tænker: “hvor er det et trist liv.” Indtil hun begynder at fortælle dig om sit liv. Hver aften stod hun i cirkusmanegen overfor 5 granvoksne tigre! Stil dig straks op i billetkøen – forestillingen begynder lige om lidt!

Frk. Fracasos Kompagni er faldet over den virkelige historie om cirkusdivaen Mabel Stark. De har fyldt savsmuld i arenaen og er nu omrejsende i hele Danmark med deres forestilling Tamme tigre findes ikke. De må klare det hele selv; køre cirkusvognen, rejse masterne, slæbe udstyr, fodre og træne dyrene, sælge billetter og popcorn – nej forresten – ingen popcorn og slik, det er trods alt teater de spiller.

Cirkus og teater er satans værk
En cirkusforestilling begynder med musik. Anna Panduro på clarinet og Maja Skovhus Rehøj på harmonika, og her begynder historien for ca. 100 år siden. Dengang hvor folk i USA bare døde og døde og døde og en forældreløs lille pige måtte flytte ind i tårnkammeret hos sin meget, meget fromme tante. Alt undtagen bibellæsning og kålkage var ifølge tante satans værk. Også det cirkus som pigen en dag fra sit vindue i tårnkammeret ser rejse sig nede på engen ved jernbanen.

Skæbnens magt eller satans
Direktøren for det store cirkus giver tante ret. Cirkus er satans værk og hvis du ikke kan klare mosten, så skal du holde dig langt væk. Man kan sige det samme om skuespillerfaget: Bliv kun skuespiller, hvis du ikke kan lade være. Det er satans værk, men hvor kan det være spændende, for Anna og Maja formår at nagle børn – og ikke mindst de voksne – fast til bænkene rundt om manegen i den lille time forestillingen varer. Vi bliver triste, vi gyser og vi jubler, mens vi følger den lille piges vej gennem livet.

KØB BILLET!

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.