BlogBørn & Familie

Teater FÅR 302/Hund & Co, Jul med dyr

Teater Hund gør (det) igen. De er tilbage i byen med en alvorlig og morsom dyreforestilling for børn.

Det er befriende at årets juleforestillinger for det meste kredser omkring den store begivenhed uden at svælge i nissehuer og risengrød. På Teater Får 302 har Teater Hund & Co. taget fat i modsætningsforholdet forbrugsrus versus klimakriseangst.

Skoene af i Hundehuset
Teater Hund & Co. er flyttet ned til Teater Får 302 i Toldbogade lige ved julepyntede Nyhavn. Det er nemt at besøge teatret med bus 166 fra Hovedbanegården, Metro til Kgs. Nytorv eller sejlende med Havnefærgen til Nyhavn. I den hyggelige foyer nede i kælderen får vi besked på at tage skoene af og gå op i teatersalen som ikke er større end stuen i en lejlighed. Men småt kan sagtens være godt, både scene og podie er indrettet så alle fint kan se og høre.

Ekspeditionsbogen
Handlingen foregår ude i skoven hos de tre venner, Bjørn, Ulv og Egern, som hver især er optaget af noget meget vigtigt: De spændende ting man kan købe på internettet, de nyeste dansemoves på youtube og alt det vi kan gøre for at redde vores stakkels jordklode fra ødelæggelse. Vi får alle udleveret en ekspeditionsbog til låns, den skal guide os på turen gennem skoven. Når vi hører den lille klokke, fint timet med et sceneskift, vender vi en side i bogen.

Pindsvin bruger hårtørrer
Bjørn finder en ismaskine på nettet og bestiller den i rød. Ulv danser rundt og får Bjørn med på at lave en joke med Egern, som har så travlt med at samle det affald op alle andre smider i skoven. Egern er snusfornuftig og kan hænge i en gren med hovedet nedad mens han læser om de skræmmende klimaødelæggelser i avisen. At tænke sig: pindsvinenes hårtørrere bruger ufattelig meget strøm og nu vil bæverne have svimmingpools! Det svarer til et forbrug af 20,000 træer på bare en uge. Så avisbelæste er Bjørn og Ulv langt fra, de ved for eksempel ikke at det er bierne, der laver den honning, som de spiser.

Vi er bange men vi er sammen
Det er hårdt at være miljøforkæmper når ens venner bare er selvoptagede, Egern giver op og går alene ud i den store skov. Anne Dalsgaard, René Benjamin Hansen og Morten Brown lykkes med at trække konflikten op mellem ubekymrede og lalleglade Bjørn og Ulv i forhold til hysteriske Egern. Så skarpt at publikum, i hvertfald os voksne, kan se en flig af os selv i skuespillet. Dog når krisen er værst, finder vi sammen styrken i os og glæden ved livet. Og der skal nok blive plads til en lille fest.

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.