Festligt opgør med vores blakkede kolonimagtsdage, som også bredes ud til, at vi alle måske har del i et eller andet, vi kan vælge at lukke af for og muntert sejle videre uden, eller vi kan foretrække måske at betale os fra arvesynden ved at støtte diverse indsamlinger.
Sukkerrør og sukkende undskyldninger
I Teater Får 302’s lille foyer mødes vi af en nutidig og hvid udgave af Cirkelkaffens gamle plakat med negerkvinden (af Aage Sikker Hansen) i profil og hendes krøllede hår udsmykket med to bånd.
Så er forestillingens dobbelthed antydet: På den ene side fremgår det af det udleverede program, ”at forestillingen faktisk er et solidaritetsprojekt” og videre, at vi må gøre op med os selv, om vi skal lægge fortidens kolonialisme bag os og dermed lukke af for ”arvesynden”, eller om vi vil påtage os ansvaret for, hvad vore forfædre har gjort …. og så kan vi jo fortsætte rækken af handlinger helt op i nutiden, hvor vi så ikke kan sige os fri for globalt ansvar.
(Først skal beklage, at jeg om den negroide race tilbage i Danmarks kolonitid på Guldkysten og i Vestindien bruger det nu ikke legale ord, neger. Men hele forestillingens kerne ligger i dilemmaet om at forholde sig til fortidens synder set fra den hvide mands kolonimagtssyn og på den anden side vores nuværende (og forhåbentlig) mindre underkendende menneskesyn.)
Så langt så godt.
Forestillingen er bygget op som små tableauer, og den skriver sig ind i den offentlige debat om at undskylde vore forfædres handlinger, og her specielt vores synderegister i Vestindien, nu hvor det er 100 år siden, vi solgte øerne til USA. Det er satire, humor, karikaturer, dyb alvor, muntre scener med appel til publikums lattermuskler, men det er også performance, farce og lettere afklædthed vi præsenteres for i en mosaik af holdningstilkendegivelser.
For skulle Lars Løkke sige undskyldning på egne eller samfundets vegne?
Skulle vi undskylde for, at vi styrkede det danske samfund økonomisk ved vores rørsukkerimport?
Skulle vi undskylde for, at vi lyttede til propaganda, hvis det nu var vores væsentligste og måske eneste informationskilde?
Skulle vi undskylde for, at vi ikke sagde fra, når vi ikke havde adgang til at kende helheden og samtidig så vores eget samfund styrkes?
Vi bringes rundt i vores eget indre bliks manege med billeder fra fortiden.
Vi forarges (lidt), når replikken kommer om, at alle dem, vi fragtede over Atlanten, var slaver i forvejen, for vi havde jo sendt negerhøvdingerne ud og finde folk til os, og så valgte han blandt eget folks negerslaver!
Og vi griner, når de to turister i slænger sig på de overdimensionerede badedyr med farverige drinks på de vestindiske kyster.
Teater Får 302 konfronterer os med spørgsmålet, om vi kan tillade os at manifestere og udbasunere en ”HVID USKYLD”. Og svaret må så blive, at det kan hverken vi eller andre befolkninger, for vi har alle en tvivlsom fortid. Derfor opdrages vi til at sige undskyld, til at betale (aflad?) til UNICEF, til ikke at bruge ordet neger, men (som ”turisterne” i forestillingen drøfter sig frem til) at kalde de indfødte på øerne ”skin coulered”, fordi ordet brown heller ikke fungerer.
En festlig mosaik af tableauer, af holdninger, af provokationer. Noget for synet, for hovedet, for følelserne og for lattermusklerne.
Sponsoreret af Teaterbilletter.
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen.
Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.