Et højspændt og intenst stykke om magt, kunst og propaganda.
Der trækkes ildevarslende tråde fra 30’ernes nazistiske og fascistiske folkeforfører til vores tids populistiske magtelite i Lukas Svenssons nye stykke MUSSOLINIS DE 100 DAGE, der er skrevet særligt til Teater Får302.
Det er historien om diktatoren og dramatikeren, der sammen skriver et teaterstykke om Napoleon. Vi følger samarbejdet fra Mussolinis kontor til premieren på Dramaten i Stockholm. Det er et højspændt og intenst stykke om magt, kunst og propaganda. Og man skal holde ørerne stive for at følge med i det fortættede drama, der både er voldsomt foruroligende og vanvittigt morsomt.
Birgitte Prins er glimrende som Mussolini, mens Charlotte E. Munksgaard godt kunne skrue lidt ned for de dramatiske effekter i sine roller. Bedst er Ole Lemmeke med fine nuancer som dramatikeren Forzano. Egill Pállson trækker storhedsvanviddet helt frem til scenekanten i en veloplagt iscenesættelse, der ikke er bange for at gakke ud med sjove briller og grimme parykker. Siggi Óli Pálmasons scenografi er et mesterværk i funktionalitet. Et magtcentrum med indbygget dukketeater, mens krigen bølger frem og tilbage på skrivebordet ved Waterloo.
Forestillingens smukkeste øjeblik er Birgitte Prins’ fremførelse af Forzanos arie “O mio babbino caro” fra operaen “Gianni Schicchi”. Spæd, sprød og fin. Og mon ikke han hellere vil huskes for den, end som fascismens mere eller mindre frivillige hofdramatiker?
Knud Overgaard Pedersen. Teateranmelder og kulturblogger på Facebookbloggen KOP kultur. Jeg har en særlig kærlighed til skuespillet, men nyder også musicals, ballet og moderne dans. Er exam.art. i dramaturgi og til dagligt administrativ medarbejder på Nationalmuseet, så der er dømt kultur fra morgen til aften hele året rundt.