BlogUnge & Voksne

Teater Får302, SKAM DIG!

Køb:

Kender vor tids unge kvinder mon også til den skamfølelse, der lammer dem og bestemmer deres handlinger?
– ”Erindringsfabrikken” sætter med forestillingen fokus på kvindeliv tilbage fra 1950’erne.

Skammer du dig som kvinde?
Tag med på en spændende tidsrejse i kvindehistorie med skammen som følgesvend.
Har vi sluppet den i dag? Eller ligger skammen som nedarvet i vores kvindelige gener?
Kender vor tids unge kvinder mon også til den skamfølelse, der lammer dem og bestemmer deres handlinger?

Kan du høre irettesættelsen for dit indre øre, når den kastes mod dig: ”SKAM DIG”?
Og tænker du videre, at det her nok er en lidt useriøs forestilling om, at vi som kvinder har meget at skamme os over set med mandens og medsøstrenes øjne?
Så siger jeg GLEM DET!

Hvem har skabt skammen? Manden eller kvinden?
Forestillingen ”SKAM DIG!” giver os et seriøst indblik i kvindernes livsvilkår tilbage fra 1950’erne og frem til vor tid. Og denne odysse fremføres som en række små og velkomponerede tableauer af de tre kvindelige skuespillere, hvor den ene med sin guitar og sin sang danner klangbund for de valgte nedslag i handlingens tidsperioder.
Skammens ansigter har ændret sig med tiden i takt med, at kvinderne gradvist (eller med ”magt” og protester) har taget deres situation i egne hænder.
Tilbage i 50’erne møder vi kvinden hvis hverdag er bestemt af mandens behov, hans samfundsmæssige status og hans sociale selvforståelse. Hendes ”lykke” er at udfylde sin rolle og glæde sig ved sin tilværelse i hans lys.

Men det krakelerer gradvist i takt med, at flere kvinder i årene derefter kommer på arbejdsmarkedet. Forventningerne til kvinden ændres bare ikke (!), så hun går til lægen og får ordineret ferietabletter (datidens lykkepiller) så hun kan realisere den forventede kvinderolle.
Skammen var der, og den manifesterede sig ved, at kvinden/hustruen ikke i tilstrækkelig grad kunne fortrænge egne behov og bare være tilfreds med at udfylde mandens forestilling om den perfekte hustru, som underbyggede hans egen selvfølelse.

Publikum
Vi var vel et halvt hundrede tilskuere, som her lørdag aften fik lov til at opleve denne velspillede mosaik af det, teatret har kaldt ”Skammens historie”. Kvinderne var ikke overraskende i overtal, men også mænd i flere aldersgrupper havde valgt at se forestillingen.

Der var få helt unge blandt tilskuerne, hvortil jeg kun kan sige, at de har snydt sig selv for en teateroplevelse, som ikke var styret af useriøse og ”letbenede” påstande, men som hvilede på megen research i den nyere kvindehistorie. Kernen her havde været at finde de ”nedslag”, som kunne illustrere, hvordan kvindens tilværelsesvilkår blev domineret af den skam, hun følte ved ikke at leve op til mandens idealer.

Skuespillerne og alle folkene bag havde gjort et godt og gedigent arbejde
Måske et sidespring, men dog et lille kuriosum, som afspejler forestillingens publikumsappel: flere gange blev publikum opfordret til at synge med på de sange, som kvinderne på scenen enten sang eller spillede på deres gamle grammofon eller båndoptager. Den ældste af sangene var Knud Pfeiffers ”En lille pige i flade sko” fra 1950 – og publikum sang med på især omkvædet, men der var da nogle, som også klarede at følge med i teksten.

Den gradvise frigørelse og selvbestemmelse
Efter at kvindens krop havde været underlagt mandens vilje, med graviditet til følge, kom den frie abort i 1973, mens seksualundervisningen var blevet indført i skolerne i 1970.
Også her har teatrets research fundet et for os kvinder trist hverdagseksempel frem: Tove Ditlevsen var i en længere periode brevkasseredaktør i Familiejournalen. Her svarer hun i 1958 en mand, hvis kone ikke vil gå i seng med ham, at konen må være frigid. Han må bruge magt eller overtalelse, anden mulighed ser brevkasseredaktøren ikke.

I 70’erne gik det stærkt, for ungdomsoprøret i samfundet blev også et kvindeoprør, og kvinderne forsøgte på tidens ø-lejre at fortrænge skammen, der havde ligget i generne (!), og at acceptere sig selv og hinanden som de mennesker, de var, med bare bryster, brede baller og uden make-up.
Kvinderne ville have lige løn for lige arbejde, og et af tableauerne var så kampen for rimeligheden i ikke at skulle betale fuld pris i offentlig transport, når kvinder reelt tjente 30% mindre end mændene.

Så kom 90’erne og tiden derefter
Samfundet ændrer sig, og om end kvindeoprøret havde sat sine spor, forandrede kvindesynet sig kun gradvist i takt med, at der var job til alle. Især unge kvinder brugte bl.a. deres frihed til at gå til vilde fester og drikke, hvad de ville (og blev budt). Det så mændene, og det udnyttede de.
Musikindustrien bød ind med sange som ”Barbie Girl”, og så er vi måske tilbage i en verden, hvor nutidens kvinder er lige så bundne som datidens kvinder var? De unge vil leve op til idealerne – de vil løbe, tabe sig, være sjove, bage brød. Og så er SKAMMEN tilbage, for mange af de gode intentioner blegner i hverdagens travle kvindeverden, og de opnår ikke at fremstå som de idealkvinder, de gerne ville være.

SKAM DIG – men frigør dig fra din skam, om du kan
Det var en af de rigtig gode teateraftener, om end jeg på grund af titlen havde været lidt skeptisk med hensyn til, hvad der mon ventede mig.
Specielt vil jeg fremhæve, at stykket på ingen måde ”faldt i en grøft” af letkøbt publikumsappel. Jeg konstaterede, at publikum alt efter alder gradvist reagerede på de tidsneddyk, der var valgt, og deres smil til hinanden udtrykte et ”Kan du huske dengang …”.

Og så står vi tilbage med, at også vi i dag er bærere af kvindeskammen, som den i disse år toner frem i dagspressen.
Skuespillerne proklamerer, at SKAMMEN LIGGER UNDER SENGEN SOM ANDRE MONSTRE.
Kast selv lys ind i mørket!

Sponsoreret af Teaterbilletter.

Køb:
Af Vivi Holm, cand. mag & teaterspotter
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen. Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.

En unik kvindehistorisk oplevelse
I Klærkesalen på Sankt Joseph