En mosaikagtig forestilling, hvis sammenknytningspunkt er et TRIVSELSMØDE på børnenes skole for hele klassens forældre. Der er kaffe og økologiske småkager på bordet, og så er retten sat!
”Asiatisk i vælde er angsten” — skrev Tom Kristensen engang. Og angsten er her ca. 85 år efter stadig uhyggelig aktuel i vores samfund, om end den nok har skiftet karakter fra at være et menneskes angst i et ulmende Europa til nu at være en den enkelte danskers omsiggribende frygt for, hvad der kan ske i såvel vores mikrokosmos som i den store verden.
Og det sidste er lige netop, hvad vi stilles over for gennem 75 minutters intenst spil.
Vi befinder os hos Teater Får 302, hvor teatrets nyeste forestilling, T-ERROR, præsenterer os for en mosaikagtig forestilling, hvis sammenknytningspunkt er et TRIVSELSMØDE på børnenes skole for hele klassens forældre. Der er kaffe og økologiske småkager på bordet, og så er retten sat!
Hverdagens frygt
Titlen lægger op til en dobbelthed, som forestillingen ikke i sit eget univers forløser, men derimod lægger op som en provokation til os som tilskuere: Kender du også angsten og frygten i din hverdag? – er du også bange for, at der skal ske noget slemt i din lille familie?
Sprogligt spilles på Terror og Error og den dynamik, der udspænder sig mellem disse to begreber: terroren i verden bliver en truende dimension (bl.a. for manden, der ikke vil benytte diverse transportmidler efter attentaterne på f.eks. undergrundsbaner, og han køber heller ikke julegaver efter angrebet på julemarkedet i Berlin 2016); men den overskygger ikke det enkelte menneskes nære og indre frygt i hverdagen, som kan vokse sig til en omsiggribende angstfølelse, fordi den isolerede frygtsituation ikke kan ”behandles”, – om end der fra forfatterens side gøres et hæderligt forsøg med afværgemekanismer og mingelering ud i løsninger, hvor resultatet i et af eksemplerne er, at barnet bliver smidt ud med badevandet.
Det bliver så grotesk, at der er plads til latteren, til gyset, til medlidenheden og til medfølelsen, alt mens vi godt kan genkende snerten af smerten hos os selv.
Far, mor og børn
De to skuespiller er mor og far, mand og kone, forskellige børns forældre, og de præsenterer os for et væld af situationer, hvor deres kerne er deres frygt for deres børns trivsel og hele liv. De ønsker at være frie i tanke og handling og ganske som vi andre leve en normal tilværelse, hvor friheden så fastlåses til nogle valg af absurde handlingsmønstre, som kan beskytte deres børn… – og så går det måske alligevel galt fra en uventet kant.
Vi er helt nede i hverdagslivets perspektiver: ”Slik eller Ballade” ved Halloween, hvor børnene klæder sig ud og møder manden med leen. Vi er der, hvor forældre nægter at tage ansvar for egne børns mobning af andres børn, og vi med i familien, hvor skufferne er låst af og de kantede møbler er udskiftet med noget blødere for at beskytte de små børn.
Men hvad hjælper det? Frygten for det konkrete vokser til en ikke funderet angst i asiatisk vælde.
Ved flere episoder i forestillingen bærer ”forældrene” masker, nogle i forbindelse med halloween, og de kan forklares her, men maskerne optræder oftere, så de kan måske forstås ved, at vi som moderne mennesker står i en eskapistisk situation, hvor vi nægter at erkende, at vores frygt ødelægger vores børn og os selv? Den bliver til T-error, – til en fejltagelse / til ”error”?
Der er ikke nogen løsning, men der er et håb: slut fred, og verden kan heale sig selv. Erkend, at vores verden er en stjerne, og vores er den bedste af dem, og sammenhold mellem os er bedre end had, så find frem til din egen nye verden, hvor Gud vil velsigne dig (og for øvrigt resten af verden), hvis du tror på ham…, ellers må du finde en anden vej frem af hensyn til dig selv, dine børn og alle os andre.
Herved bliver forestillingen nærværende i hele sin overdrivelse, hjulpet godt frem af to dygtige skuespillere.
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen.
Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.