En collage-forestilling af forskellige små øjebliksbilleder.
Forestillingen tager udgangspunkt i det faktum, at Danmark gentagende gange er blevet kåret som verdens lykkeligste land – men er vi egentlig så lykkelige, som vi, og resten af verden, går og tror? I en collage-forestilling af forskellige små øjebliksbilleder, er publikum vidne til en lang række forskelligartede situationer, som diskuterer, hvorvidt vi reelt er frie og lykkelige i vores helt almindelige hverdag. Nogle scener er sjove og næsten sketch-agtige, mens andre scener er alvorlige og/eller abstrakte. De fire skuespillere Lars Bom, Lise Lauenblad, Camilla Lau og Morten Kjær hopper således ind og ud af diverse karakterer i løbet af forestillingen.
Det gode og det knap så gode
At se FRIHED.SEX.LÆNGSEL er overordnet set en ganske fin oplevelse. Vi griner undervejs, nogle scener er endda rørende, og problematikkerne lader absolut til at være relatérbare for både os og resten af publikum, hvis vi dømmer ud fra reaktioner ud i både latter og tilkendegivende aha’er. De fleste af os kender sikkert, hvordan livet nogle gange kan gå i hverdagstrummerum, mens den ene uge tager den anden. Alligevel påstår man, at man er glad, og stopper derfor aldrig op for at spørge sig selv, om man faktisk ér lykkelig i hverdagen.
Skuespillerne gør et godt stykke arbejde med det materiale, de har fået udleveret. Deres ofte lettere overdrevne udtryk gør forestillingen virkelig sjov. Scenografien og kostumerne er simple, og for det meste fungerer det hele rigtig rigtig fint. Den støvede turkise scene er udstyret med et væld af døre, hvis smækken indikerer de bratte sceneskift, og lyssætningen, både fra den bagerste dør og dørene i siden, bruges elegant til at skabe nogle fine symbolske stemninger, som understøtter portrætterne på scenen.
Overgangene forbliver dog en smule for skarpe, og skiftende virker forcerede. Selvom vi både griner og krummer tæer, bliver forestillingens udtryk meget fragmenteret. Det gør eksempelvis, at en lang monolog om en transkønnet ung mand, som mangler sin mors accept, aldrig rigtigt går ind og tager fat, hvor den burde, selvom den er flot udført af Lise Lauenblad. For et øjeblik siden, har vi siddet og grinet af Lars Boms overdrevne yogainstruktør, og det bratte skift, bliver så brat, at vi ikke når at indfinde os i den nye situation. De ellers vigtige og tungere problematikker falder derfor hurtigt til jorden, når vi skal kastes ind og ud af følelserne i ét væk, og vi efterlades med en lidt skør smag i munden. Kunne man ikke have fundet nogle mere elegante og knap så abrupte skift mellem sekvenserne?
De mere abstrakte scener, som forsøger at håndgribeliggøre vores væren og gøren på de sociale medier, og internettet i det hele taget, indeholder simple budskaber, men fungerer mest som abstrakt fyld, der aldrig rigtigt foldes ud, men blot forbliver overgange uden en decideret historie. Dette forekommer også at være et af de største problemer med FRIHED.SEX.LÆNGSEL. Forestillingen lader ikke helt til at vide, hvad den vil sige og vække i sit publikum; derfor bliver de fleste historier lidt for banale og synes næsten tilfældige. Mest af alt sidder vi med en følelse af, at det hele er set før, og måske endda forløst bedre i tidligere forestillinger. Den manglende originalitet ender med at skabe et lidt fladt og ligegyldigt udtryk.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du vil grine af en relatérbar portrættering af situationer fra hverdagslivet, blandet med mere eller mindre dramatiske og rørende fortællinger fra almindelige menneskers liv.
Anbefalet af Anne Louise Slott Thorborg & Clara Lindstrøm Gleerup
Jeg er 24 og studerer digital design og kommunikation på IT-universitetet. Jeg har været interesseret i teater siden jeg som 10-årig spillede von Trapp-barn i The Sound of Music. Musik og teater har lige siden været en stor del af mit interessefelt, både som udøver og tilskuer. Jeg er især optaget af sjove karakterer, lyduniverser og sceneteknisk nytænkning.