Teater Grob, Rædsel

Angsten bliver gjort nem at forstå. Rædsel kan lære sit publikum at blive opmærksom på egne tanker og signaler. Enormt stærkt!

Rædsel handler om den dér lille stemme i hovedet, som de fleste af os nok kender. Stemmen, som slår op, hvad du fejler på Netdoktor, og som fortæller dig om alle de fejl, du begik for flere år siden. En stemme, som for nogen bliver så styrende i deres liv, at de slet ikke kan fungere normalt i deres hverdag, fordi den har udviklet sig til en angstdiagnose.

I Rædsel følger vi Eva (spillet af Ida Cæcilie Rasmussen), som har et velfungerende liv. Dog har den lille stemme i hovedet manifesteret sig som en person, der følger hende overalt. Stemmen (spillet af Alexander Clement) passer på Eva og giver hende gode råd. Men i løbet af forestillingen bliver den mere og mere styrende for Evas liv til et punkt, hvor hun ikke længere kan holde ud at være sammen med sine egne venner og familie.

Der er et stærkt kunstnerisk hold bag forestillingen. Manuskriptet er udarbejdet af Anna Bro, og instruktøren er Rune David Grue – et makkerpar, som blandt andet har arbejdet sammen på det anmelderroste kunstneriske projekt Det Røde Rum på Det Kongelige Teater.

Vi mener
Rædsel er et eksempel på, hvordan teater kan hjælpe os til at forstå og tale om svære ting i livet. Flere og flere lider af angst, og mange af os har derfor diagnosen tæt inde på livet – enten som pårørende eller angstramt. At Teater Grob og AHA Produktion vælger at lægge fokus på emnet er derfor mega relevant og vigtigt.

Vi følger Eva i hendes travle hverdag som familiemor og øjenlæge. En person dukker pludselig op i hendes liv og spørger, om ikke hun lader indkøbsposerne stå lige lovligt længe, inden hun putter varerne i køleskabet. Ganske uskyldigt. Og måske også rigtigt nok. I begyndelsen er stemmen ret sjov, fordi vi som publikum kan nikke genkendende til mange af stemmens inputs.

Men pludselig begynder stemmen også at dukke op, når Eva er på arbejde, og den begynder at stille spørgsmålstegn ved langt mere intime ting i Evas liv. Hun gør modstand og skælder stemmen ud. Alligevel bliver den ved med at være der. På et tidspunkt holder stemmen helt op med at være sjov og bliver mere ubehagelig og kommanderende. Nu er den ikke længere bare en stemme. Nu er den personificeret angst.

Scenografien er meget simpelt med ganske få rekvisitter. Den støtter, hvor der er brug for det, men er ellers ikke forsøger at være en stor visuel medspiller. De to skuespillere spiller med en stor overbevisning. Kemien imellem de to går helt perfekt fra akavet til opslugende, og følger dermed den overordnede handling rigtigt fint.

At Rædsel går fra at handle om den almindelige stemme, vi allesammen nogle gange kan have, til decideret at handle om angst, bliver både forestillingens styrke og svaghed.

Styrken ved denne udvikling ligger i, at angsten bliver relaterbar. Jeg bliver inviteret med ind i Evas sind, og udviklingen fra en almindelig hverdag til komplet isolation oplever jeg som en gradvis og naturlig udvikling. Angsten bliver nem at forstå og Rædsel kan lære sit publikum at blive opmærksom på egne tanker og signaler. Enormt stærkt!

Omvendt, er det da stemmen begynder at repræsentere reel angst, at Rædsel bliver til en helt anden forestilling. Den går fra at være en fortælling om den indre stemme og det svære i at kontrollere denne, til pludselig at være en meget specifik historie om Eva og hendes angst. Det er som om, at Rædsel begynder som en generel og lidt komisk historie, som jeg kan relatere til og være med i, til at blive et portræt af en kvinde med angst, som jeg i højere grad betragter udefra.

Af: Anne Louise Slott Thorborg