I støvet fra regnen er en fortælling, alle bør sætte sig ind i. Forestillingen har en sjælden nerve, som ikke er at finde i mange forestillinger af samme længde.
Magnus Iuel Berg har skrevet et stykke eminent dramatik og med en længde på godt 70 minutter, kommer publikum ikke til at kede sig. Alt er skåret helt ind til benet, og hvert et ord virker både velovervejet og autentisk. Hurra for ny dansk dramatik.
HØR OGSÅ: “Mød Paw Henriksen”.
Vi træder ind i en forladt bodega. Jukeboxen spiller John Mogensens Der er noget galt i Danmark, billardbordet står i centrum, og rummet er oplyst af lysstofrør. Røgen hænger tungt. Snart kommer Martin Hestbæk med to fadøl i hånden. Telefonen er ved øret. Han lover kvinden i den anden ende, at han bare er ude med drengene fra kontoret. Han skal nok være hjemme tidligt. Pludselig står Divisionsleder Quist i døråbningen. Efter et par verbale lussinger frem og tilbage forenes de to i et kammeratligt knus. De har ikke set hinanden i syv år, men pludselig ville Larsen mødes. Hvorfor han vil mødes, ved vi endnu ikke, men vi fornemmer hurtigt, at det ikke bare er for at mindes de gamle dage. Mens Larsen konstant kigger febrilsk på telefonen, begynder de to soldaterkammerater at spille, ingen af dem er synderligt gode, men der er 2000 kr. på højkant til vinderen, og snart tager forestillingen fart.
Mens de to kammerater sender kuglerne frem og tilbage mellem hinanden, begynder vi at mærke et vist fjendskab mellem de to. Der er sket et eller andet, som vi endnu ikke er bekendte med. Det er dog tydeligt, at der hersker noget uforløst og voldeligt mellem dem. Det giver en konstant følelse af ubehag, og vi venter hele tiden på, at noget eller nogen bryder sammen.
De to kammerater har tacklet krigen på hver deres måde; Quist fortryder intet, udover den der ene episode, som Larsen ikke vil tale om. Larsen fortryder heller ikke, men vi mærker en vis tvivl. I støvet fra regnen er en skræmmende fortælling om krigens traumer; det går ikke godt for hverken Quist eller Larsen. Quist er arbejdsløs, fundet uegnet til militærtjeneste og uegnet til understøttelse. Hvad skal man så? Han gider i hvert fald ikke sidde bag kassen i Netto. Larsen lever i konstant frygt for høje lyde, og hvor han førhen nød en omgang heavy rock, er han nu langt mere til lettere melodier a lá John Mogensens Så længe jeg lever. Enhver høj lyd vil kunne give ham et pludseligt tilbagefald og allerede fra start, hører vi pilleglasset med antidepressiv medicin rasle i lommen. De er begge hårdt ramt af Irak-krigens både psykiske og fysiske slag.
Trods en lidt tung start skrider forestillingen hurtigt frem. Da det lige så stille begynder at gå op for både de to kammerater og publikum, hvad mødet egentlig drejer sig om, tager forestillingen snart en skræmmende og gruopvækkende drejning. Selv sad jeg med begge hænder foran ansigtet, skrækslagen for den drejning forestillingen tager og det altafgørende klimaks. Det er svært ikke at få ondt i hjertet, når Paw Henriksen med dirrende stemme og våde øjne skriger efter Larsen og bønfalder ham om at blive hos ham.
Paw Henriksen og Martin Hestbæk har et eminent sammenspil, og man mærker, at de to spillere føler sig uhyre trygge i hinandens spil. Tænk, at Hestbæk overtog rollen fra en sygdomsramt Janus Nabil for kun to uger siden. Der er ikke et strejf af usikkerhed at ane, når han med konstant rystende hånd sender kuglerne hen over billardbordet, mens han febrilsk leder efter de rigtige ord.
Kontinuerligt med at samtalen intensificeres, bliver rummet bogstaveligt talt mere og mere støvet, ja det regner faktisk med sand og støv – vi bliver sendt frem og tilbage til den støvede krigszone i Irak. Laura Rasmussens scenografi danner en sublim ramme om fortællingen. Da vi træder ind i salen, fornemmer vi, at vi er ankommet lige efter, at festen sluttede; på gulvet ligger der allerede væltede barstole, og på spilletavlen har et tidligere hold kæmpet en brav kamp. Man kan næsten lugte ølsjatterne og mærke røgen i øjnene.
Skynd dig ind og se den, hvis…
… du kender én, der står i samme situation som hjemvendt soldat, eller hvis du ønsker at se en forestilling, du med garanti vil kunne mærke, når du forlader teatret.
Sponsoreret af Teaterbilletter.
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.