Forestillingen rummer alle de følelser, vi gerne ser i et skuespil
Døre går op. Døre smækkes. Vores øjne åbnes for de fortællinger, som vi måske overfladisk kender til fra tiden omkring befrielsen for snart 75 år siden, og som nu springer frem fra døråbningerne. Og her sidder vi så med beretningerne fra dengang, hvor dramatikeren Lucas Svensson har valgt at give dem krop og sjæl i et omfang, som sætter tanker i gang hos os: Handlede de dengang af ideologiske grunde? Gjorde de det for penge? Alle de mange, som torturerede andre. Nød de det? Skjulte de et samarbejde, som udløste fatale konsekvenser for andre? Hvad var deres motiver? – ”Og var de alle forbrydere?”, som der spørges ud til publikum.
Navne bag på en renserikvittering afslører, hvem der var med dengang
Forestillingen er bygget op som nærmest en mosaik med spring i tid mellem befrielsesdagen og årene inden som det centrale, og så 1981 med en lille gruppe politifolk, som ihærdigt søger at finde de implicerede fra ”dengang” og her få svarene på, hvad der egentlig skete, og hvem der gjorde hvad.
1981 var året, hvor sangen ”Krøller eller ej” vandt det danske Melodi Grandprix, og tonerne klinger da også frem flere gange i forestillingens forløb. Hvorfor netop det år for mig står hen i det uvisse, men mon ikke svaret ligger i tekstens ønske om, at vores børn må få en bedre verden, end vi fik, uanset hvilken hudfarve og etnicitet, de har: For én ting er givet – vi håber alle på at de må få de ting, de ønsker sig Om de’ fire eller tres, har krøller eller ej.
Forestillingens afrunding skal ikke beskrives her, men det ligger vel meget ligetil at antage, at udsagnet må blive, at vi alle som mennesker ønsker fred og at lægge krigens nederdrægtigheder bag os. Og så følger vi rettergangen i spring bagud og med opsamling af nye episoder, der så afsløres og inddrages. Vi får bevæggrundene bag handlingerne, og vi ser konsekvenserne realiseret.
En mosaik med brikker fra vores fortid
I den globale tænknings perspektiv må man nok sige, at noget er fortid for os, men noget er desværre nutid, og det gælder også i verden omkring os, hvor mennesker handler med en magt eller afmagt, som de (forhåbentlig) ikke ville have været drevet ud i ved fredstid.
Vi oplever særdeles engagerede skuespilpræstationer, vi ser grelle stemningsskift, vi konfronteres med nærmest Brecht’ske spilsituationer, hvor skuespillerne ser sig selv udefra i de handlingsmønstre, de er i gang med.
En mosaik af følelser
Forestillingen rummer alle de følelser, vi gerne ser i et skuespil, og så får vi også det markant destruktive, som ligeledes var en del af krigen. Vi oplever også omsorgen for ægtefællen, kærligheden imellem dem. Vi oplever forelskelsen og realiseringen af forholdet, vi oplever alderdommen og demensen, landbofamiliens imødekommenhed over for fremmede, frygten, løgnen, fortielsen, vennelaget, sammenholdet, tilværelsens valg, barnets åbenhed. og det nådesløse skud, som sætter en stopper for livet.
Forestillingen giver indblik i lidt af alt det, som ligger bag de handlinger, vi har fået fortalt fra krigens tid. Historien får krop, sjæl og sammenhæng, og den ”forståelse” er nok den samme, vi kan benytte os af, når vi i pressen læser reportager fra nutidens krigszoner.
DE BEFRIEDE rummer det hele: Kærlighedens mange variationer, modstandsfolkenes mod og angst, Werner Best som menneske og magt. Alt slynget sammen i en mosaik, der munder ud i et håb!