Skynd dig ind og se den, hvis du er fan af Christian Lollike og vil have dig en vild oplevelse. Ellers så se den, fordi den er vigtig.
Lige nu kan man opleve genopsætningen af Christian Lollikes Living Dead på Teater Sort/Hvid. Living Dead er en gyserforestilling, hvor flygtningekrisen i Europa og dommedag ved et zombievirusudbrud er én og samme ting. Teatersalen fyldes med glimmer-belagte særligt sensitive marionetdukker, burkaklædte gespenster og zombier i redningsveste, der er kravlet op fra middelhavet, smurt ind i sort maling og dryppende af slim. Forestillingen slutter med, at jeg vågner af det intense stykkes trance badet i sved og uden at huske, hvor udgangen befinder sig.
Det gode og det knap så gode
Living Dead er sammensat af så mange kraftfulde elementer og stærke billeder, der rusker og river i tanker og følelser, at jeg knapt ved, hvilke jeg skal fremhæve, og hvilke jeg skal lade være uberørte.
Allerede fra stykkets første sekunder bliver jeg lullet ind og fanget i dets underlige langsommelige univers. Et “menneske” bevæger sig ind i kulissen. Hun ligner en barbiedukke sprayet med guld-glimmer og bevæger sig langsomt som ført af en dukkeførers tråde. Hun har kulsorte døde øjne, der kigger direkte på mig og på ingenting overhovedet. På køkkenbordet finder hun en slagterkniv, der kunne have været en rekvisit fra filmen Fredag d. 13, hakker løg, og lægger dem på den varme pande. Lugten af brændt fisk og løg spreder sig i lokalet. Det er klaustrofobisk og kvalmende, og der er ingen tvivl om, at jeg ikke længere befinder mig i en teatersal i Kødbyen. I denne ubehagelige apokalyptiske verden konverserer tre “mennesker” om Europas tragiske tilstand. De benytter argumenter ofte brugt i flygtningekrisens debat. Den langsommelige talestrøm og de overdrevne fagter giver argumenterne en tom klam.
Zombierne kommer! De tre flygtninge/zombier bevæger sig tiggende mod tilskuerrækkerne med gestikulationer, der skriger på mad og på hjælp. Spotlyset bliver vendt 180 grader og det bliver tydeligt, at vi alle sidder med opspilede øjne og ryggen lænet så langt tilbage i sædet som muligt. Vi gør det for at skabe afstand til de slimmede opsøgende ofre, der kræver noget af os. Det er i mine øjne forestillingens stærkeste billede, og det siger ikke så lidt. Da zombierne ser, at der ingen hjælp er at hente her, skriger de i afmagt og vrede. Og lyset går ud.
Da det atter tændes ser jeg, til min overraskelse, ud gennem tårevædede øjne. De tre “mennesker” er atter samlet om spisebordet. Med stykkets slowmotion ordlyd siger Neel Rønholt noget i retningen af: “Hvis det var meningen, at jeg skulle blive bevæget eller rørt, er det altså ikke tilfældet”.
Fisken er anbragt på tallerkenerne på spisebordet. Hvad har fiskene spist? De tre kigger alle med gru og afsky på retten under deres næser. Det usagte svar er ligene i middelhavet. Özlem Saglanmak stikker halvdelen af fisken i munden og river til. De griner alle glædesløst, Özlem med et afrevet fiskehoved mellem tænderne. Det er så voldsomt, makabert og rablende vanvittigt.
I en opsætning sammensat af så mange kraftfulde scener, har jeg blot nævnt ganske få. Manuskriptet er tykt med symbolik, og udviklingen langsom og nervepirrende, og det skal man have tålmodighed til.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du er fan af Christian Lollike og vil have dig en vild oplevelse. Ellers så se den, fordi den er vigtig.
Anmeldt af: Ditte Maja Noach.
En teaterpodcast, som tager lytterne med helt op på de skrå brædder og forsøger at vise dem teatrets mange vidunderlige ansigter. Vi snakker om teater og med teater - og det værende både de store og små! I hvert program taler vi med aktuelle personligheder og forsøger at give dig et overblik over, hvad for noget teater, der er på de danske teaterscener lige nu, og som vi mener, er værd at kaste sine sparsomme penge efter. Bag Den 4. Væg står Clara Lindstrøm Gleerup og Line Kirsten Nikolajsen.