BlogUnge & Voksne

Teater V, Den sidste Gud

Alt i frit spil hos ”De Damer”: Livet og døden, erotikken og fødslerne, frelsen, idolet og fortabelsen.

Er vi tilskuere til en teaterforestilling eller en kabaret? For det hele glider sammen i en festlig og grotesk mosaik af musik, sang, replikker og intenst spil båret oppe af et gennemgående tema: vores egen situation i vores eget nutidssamfund. Et samfund, hvor vi søger efter mening, medfølelse, medmenneskelighed og ikke mindst efter en ideologi at hæfte det hele op på, alt mens vi selv bevæger os ud i en absurd verden mellem liv og død og en gud / Gud at klynge vores liv fast til.

Alt er i spil, når de to sygeplejersker passer de fem patienter i deres opretstående senge. Og her står de så med alle deres lidelser i det nærmest imaginære hospital og venter på lægen, der aldrig kommer. Som hos Samuel Beckets Godot, hvor personerne heller ikke rigtig ved, hvad de venter på, og hvorfor de handler, som de gør.

Måske er det en pastiche, vi oplever?
Måske er det en af vejene til fornyelse af teatret, vi oplever udspillet for vores øjne?
Måske er det et råb til os alle: Så gør dog noget ved det, find dit ståsted og handl derefter!!

De fem kvinder har hver deres at kæmpe med: kvinden med stærke mavesmerter, som hun undervejs dør af. En anden er gravid og skal have tvillinger. Så er der kvinden med den brækkede arm og senere forstuvede fod. Der er hende med det beskadigede syn, hvor hendes gennemblødte forbinding får hende til at ligne ”døden fra Lübeck”, og endelig er der den trafikforulykkede, som har svært ved at vågne op efter sine skader – eller er hun mon holdt i et kunstigt koma som en slags symbolsk handling med relationer til det samfund, vi er en del af?

Forestillingens er en grotesk mosaik af muligheder og fastlåshed – en palet, hvor vi hver især kan vælge de foretrukne fortolkninger af tema og budskab.
I teaterprogrammet gøre Teater V opmærksom på, at forestillingen ikke handler om religion, og jeg spørger så, hvorfor de vælger at skrive Gud med stort? Især i anden akt er der mange bibelcitater, og de er lagt i munden på Sara, den trafikskadede, som er vågen om natten. Hvis det da ikke er hendes drømme, vi konfronteres med?: ”Jeg er kommet for at frelse jer” og “Jeg tilgiver jer og tager jeres skyld på mig”, siger hun.

Men det er ikke specielt kristen ideologi, som er stykkets bærende element. Det er mennesker i nød, som søger en mening med deres tilværelse. Forestillingen er spækket med tidssvarende boyband-numre, og de halte og de plagede springer ud af deres sækkevognsbårne senge og danser med en musikvideolignende koreografi, som var de selv idolerne på scenen eller måske blot pigerne, som er deres idolgud nær.

Er forestillingens budskab mon søgen efter et ståsted i en kaotisk verden? – Et sted at holde sig til og finde rodfæste i, når de gamle ideologier har mistet deres tiltrækningskraft, og vi står midt i kaos?
Det er godt gået at kombinere alle disse faktorer som kærligheden, afmægtigheden, døden, moderrollen i et spil, så brikkerne hænger sammen og så vi føler os godt og grotesk underholdt af en mangetydig oplevelse – med en grad af selvkonfrontation.

Af Vivi Holm, cand. mag & teaterspotter
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen. Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.