BlogBørn & Familie

Teater V, Karius & Baktus

Karius & Baktus er en sjov gammel ‘teaterbasker’ der lynhurtigt bliver udsolgt.

Bogen om Karius & Baktus fylder i år 70 og det bliver fejret med sjov og ballade ude i Valby hos Teater V. Det voksne publikum af forældre og bedsteforældre har selv engang fået læst Thorbjørn Egners bog højt og vil gerne give oplevelsen videre til deres børn og børnebørn. 

Der var engang en dreng
Drengen hedder Jens. Han elsker slik og kage, men hader sin tandbørste. Det samme gør de to ‘baktusser’ Karius og Baktus som har bygget huse i Jenses tænder. De holder en fest. Hakker og hugger, ryster med numsen og laver klovnerier i højeste gear. Til stor morskab for alle børnene i Teater V.  De er allerede startet på fredagsslik på vej hen til teatret, og heldigvis ved deres voksne at i teatret skal man ikke knitre med slikposer. Måske er det oplagt med slik til denne forestilling: “Må jeg gerne få nogle karameller?” spørger en dreng meget høfligt sin mor på rækken foran mig, mens Karius og Baktus samtidig går løs med hakken på Jenses tænder.

Nogle frække onde ‘tandtrolde’
Karius og Baktus ved lige hvor de skal slå, for at få Jens til at jamre sig. “Av mor, det gør ondt i mine tænder!” Men hævnen kommer hos tandlægen. Det hurtige bor hviner og snart er Karius og Baktus hjemløse. Om aftenen tager Jens fat i tandbørsten så de to ‘baktusser’ bliver skyllet væk og ender på en tømmerflåde ude på åbent hav.

Forbrugeroplysning
Hos Teater V er de klar over at forestillingen kan virke voldsom på nogle børn og de anbefaler at respektere aldersgrænsen fra 4 til 8 år. Tidligere har man erfaret at børn nægtede at børste tænder, fordi det var synd for Karius og Baktus, hvis de blev børstet væk fra deres hjem.

Tandlægen siger
I vores munde findes masser af bakterier, og det er faktisk ikke dem der hakker hul i vores tænder. Bakterierne spiser sukker og omdanner det til en syre som nedbryder kalken vores tænder. Derfor er det en god ide at holde tænderne rene, ikke drikke sodavand hele dagen og børste tænder når Disneyshow er forbi og fredagsslikken er spist.

Efter forestillingen kan I tage en fin selfie med skuespillerne, som ikke er spor frække eller onde. Men skynd jer hvis I vil have billet til Karius & Baktus.

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.