BlogBørn & Familie

Teater Vestvolden, Kattejammer Rock

“Gå med dig! Jeg hader når folk rør ved mit hår.”

Den unge pige på den blå gynge er totalt afvisende overfor fyren med papkassen, “og så har jeg forøvrigt en kæreste. Han hedder Mik!”

Vinylpladen Kattejammerrock fra 1976 har inspireret Teater Vestvolden til en ny forestilling. Sangene på pladen blev indspillet med børnene på fritidsklubben Vesterbros Ungdomsgård og blev et megahit. Solgt i 150.000 eksemplarer og lå nr. 5 på hitlisten Top 20. Sangene handlede om børnenes liv i det fattige og tætbebyggede Vesterbro fra Hovedbanegården til Enghaveplads.

Hvad er det med den kasse
Pigen i ‘Kattejammer Rock’ hedder Liva og fyren Leo. Hans papkasse er fyldt med minder eller artefakter, som er med at rulle den fortælling ud, Simone Isabel Nørgaard har tildigtet sangene fra Vesterbro: Tingene i kassen har tilhørt et af de børn, som var med til at indsynge Kattejammer Rock i 1976; nemlig Livas mor.

At være baggårdskat, det er et hundeliv
Det handler om omsorgssvigt. “Jeg hørte engang min mor sige i telefonen: Her i weekenden har jeg ingen børn”, fortæller Liva til Leo. Mange af børnene på Vesterbro måtte klare sig selv. Far var ikke tilstede og mor havde ofte flere job for at forsørge familien. Når hun havde fri var hun måske dødtræt eller gik på værtshus for at finde en kæreste. I titelsangen ‘Kattejammer Rock’ beskrives børnene som herreløse katte, der må slås for at overleve i byens baggårde.

Hvæs og riv
Teater Vestvolden har hyret skuespillerne Cecilie Greiber Alring og Max-Emil Nissen fra Fredericia ‘musicalfabrik’ til at yde fuld respekt til de gamle sange, som Mathias Nielsen har givet et nutidig arrangement.

Virtuel Reality
Vi skal i ‘Kattejammer Rock’ opleve Livas ensomme barndom og med til det er scenografien udbygget med kæmpe videoskærme på bagscenen. Desuden er vi udstyret med et sæt Virtual Reality briller til at komme 360 grader med ind i Livas lejlighed og en tur i skoven. Det er ekstra teknik der godt kan drille, og derfor starter forestillingen med en demonstration af udstyret i foyeren. Det kan godt virke noget forstyrrende I handlingen for voksne at skulle tage brillerne på og af, men den unge generation synes godt om VR oplevelsen.

Baggården er flyttet væk fra Vesterbro
Fem piger fra Langhøjskolen siger efter forestillingen at det er en barsk historie, men at den er meget troværdig. Omsorgssvigtede børn findes stadig, men de lever nu i de store kvarterer i forstæderne.

Har Liva en kæreste der hedder Mikkel, og er det rigtigt at han sidder i spjældet? Leo forsøger at få Liva til at forlige sig med det der er sket i fortiden for at komme videre i livet. Det viser sig at de to har noget til fælles.

Af Peter
“All the World is a stage…” skriver Shakespeare. Jeg har viet en stor del af mit liv til at lave teater med og for børn og unge. Det er vigtigt at børn bevarer de kompetencer som de er udstyret med fra fødslen, nemlig at iagttage og efterligne andre mennesker, for herigennem at lære at tage del i et fællesskab. Børn bør se mindst én teaterforestilling om året – være med til selv at spille teater – og dagligt lære gennem drama i børnehaven og skolen. Gennem drama kan man udforske livet og lære at spille en rolle.