Forestillingen er en imponerende præstation, som Ina-Miriam Rosenbaum lader os opleve – hendes spil spreder sig over hele spektret fra glædesudbrud til dybt savn.
Hvem afgør, hvad der er glade dage? Er det totalitærstatens enhedstanker eller vor tids ligeretstanker, som bringer verden videre?
Sæt dig i teaterstolen og lad en fantastisk holdningsprovokation passere forbi dit blik, alt mens du måske tænker, at det er godt, vi er kommet videre her hos os (- men så viser mediernes overskrifter os desværre, at vi ikke kan hvile os på nogen som helst laurbær, for det ekstreme ulmer stadig.)
”He’s Got the Whole World in His Hands”
Allerførst må nævnes, at forestillingen er en imponerende præstation, som Ina-Miriam Rosenbaum lader os opleve; hendes spil spreder sig over hele spektret fra glædesudbrud til dybt savn, fra ensidig begejstring til ”eskapisme” med et kropssprog og en mimik, der til fulde understreger ordenes følelsesmæssige indhold.
Hun er manden i forestillingen, hun er Dr. Joseph Goebbels, mens hendes modspiller i anden akt er en mand (Søren Bang Jensen), som udfolder Leni Riefenstahls styrke i relation til bl.a. krigens store mænd.
Vi befinder os i 2018, og Goebbels sidder nede i den delvist sønderbombede førerbunker og sender radiopropaganda ud til verden udenfor. Han var i Hitler-tiden minister for Kunst, Kultur og Kommunikation, hvilket gav ham de formidable propagandamuligheder, som han nu udnytter også her knap 75 år efter krigens afslutning.
Titlen kan tolkes i flere retninger; der kan være perspektiver til ”Spillemand på en tagryg” med jødeforfølgelser, og der kan relateres til perspektivet at sidde på sin magts tinde (= taget) og her været kravlet op over al fornuft – over det loft, der kunne være over den enkeltes egen dømmekraft i relation til egne handlinger.
Hele første akt er som en mosaik af den verden, som har været Goebbels gennem et langt liv (1897 – 1945): hans ensomhed som barn og hans kampe for at blive accepteret, hans vej ind på politiske områder, som kunne give ham succes og anerkendelse, og så vejen gennem årene i det nazistiske Tyskland fra 1933 – 1945, der er fyldt med kontemporære neddyk. Her oplever vi bl.a. perspektiver til musicalen ”Cabaret” og til den amerikanske spiritual, ”He’s Got the Whole World in His Hands” (fra 1927, og hvor ordet ”He” nok ikke er Vorherre!). Goebbels samler her alle sine erfaringer og udnytter dem til at konstatere, at ”Folket ønsker deres land tilbage!!”
Hvor første akt er på Goebbels proklameringsvilkår, da konfronteres han i anden akt af Leni Riefenstahl med sin fortid og et påbud om at vise anger.
Forestillingen er spændende og dybt tragisk forestilling iblandet filmmæssig tidsdokumentation. Hver af os sidder samtidig inde med viden om, at totalitarismen også eksisterer i vores globale verden.
Forestillingen konfronterer os med det ”opgør”, vi alle står over for; hvordan kunne det ske, og kan det ske igen? Og heraf må så følge spørgsmålet, hvad vi selv kan gøre for at stoppe underkuelsesspiralen, alt mens vi forlader teatret med oplevelsen af det levendegjorte og særdeles velspillede vanvid og modspillerens forsøg på at mane til ansvar og selvcensur.
Sponsoreret af Teaterbilletter.
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen.
Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.