BlogUnge & Voksne

Teatret ved Sorte Hest, Kussesumpen

“Forestillingen var så morsom, at mine kæber var ved at gå af led af grin!”.

Sådan udbrød en yngre kvindelig publikummer spontant efter at de fire skuespillere havde holdt vores associationsverden i god stram tømme omkring det kvindelige univers.

En rejse rundt i ”Kussesumpens” kvindelige univers
Allerede inden forestillingen begynder er stemningen angivet. For bag scenes tre sidevægsophæng står fire kværnende og kvidrende kvinder, som straks giver næring til publikums ideer om, hvad der mon foregår bag gardinets antydning af nogle handlinger man måske ikke taler om.
Men det gør man, for hele det ungdommelige, kvindelige univers rulles op for os med en skøn blanding af ungdommens sikkerhed og usikkerhed på rejsen mellem teenager og egentlig voksen kvinde.
Vi kommer det hele igennem, som om de fire skuespillere på skift præsenterede os for hver deres puslespilbrik til et liv, der kunne lede tanken hen på Bridget Jones dagbog.
Men de afbrydes nu og da af publikums larmende latter, når spillet har været særlig intenst eller sproget når ud i nærheden af nogle grænseområder.

At afprøve sin quinde-rolle
Intet er tabu her i kvindernes ”leg” med hinanden: deres provokationer mod hinanden, deres solidaritet, deres drømme (om mænd) og deres succeser over for de mere sorte stunder.
De afprøver sig selv, de fire unge, og sex er omdrejningspunktet både som et underliggende driftselement og som det, de vælger at berette om og dele med hinanden.
De er herlige, de fire unge kvinder, som er iklædt sort undertøj, der ikke sætter nogle grænser for deres fysiske udfoldelser, når de springer rundt på scenen og agerer eller underbygger et af de tableauer, som hende forrest er i tæt kontakt med publikum om.
Deres verden er omkranset af drømme om selvrealisering, de er på vej, og de søger både bekræftelsen hos mændene og hos sig selv.
De vil underkaste sig.
De vil realisere sig selv på egne vilkår.
De søger terapeuten for at følge hans råd.
Og de følger deres egne veje.
De afprøver sig selv ved at betegne sig som singler.
(Men smager den ”position” godt i deres kvindesyn?)
De taler om moderdrømme.
Og de frygter fødsler, som gør deres mellemkød til et korsstingsbroderi (for hvilken mand kan lide det?)
De taler om analt, om skede, sekreter, sex og skam. Alt imens de søgende forsøger at finde ud af, hvem de egentlig selv er – og så om andre kan lide dem.

Et brag af en forestilling
En herlig time med fire unge skuespillere, der ”bokser rundt” på scenen og giver associationer til en verden, som publikumsreaktionerne viser at der er genkendelse af for flere gange brød der spontant klapsalver ud i løbet af forestillingen.

Af Vivi Holm, cand. mag & teaterspotter
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen. Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.