BlogUnge & Voksne

Teatret ved Sorte Hest, Landet som ikke er

Bare skynd dig ind og se den! ‘Landet som ikke er’ er en lille poetisk perle, og spiller kun frem til d. 15. september.

Da Edith Södergran dør som 31-årig i 1923, er det med et allerede stort oplag af digtsamlinger bag sig. I løbet af sin korte aktive periode på ikke meget mere end syv år, bliver Södergran en af Sveriges største digtere, men hun er også en, på sin tid, sjældent stærk feminist, der nægter at lade sig identificere som noget andet end et neutrum: “jeg er ingen kvinde, jeg er et neutrum.” Södergran insisterer på ærlighed og skriver i sine digte om lande, der ikke findes i et gribende og fængslende lyrisk univers. Edith lever ikke nogen let tilværelse, og må fra hun som 16-årig får konstateret tuberkulose rejse fra sanatorium til sanatorium i et forsøg på at finde en kur. Den findes dog ikke. Edith bliver tvunget til at holde sig i ro, og blive i hjemmets trygge rammer, isoleret i fattigdom med en mor og bortkommen far.

HØR OGSÅ: Mød skuespiller Rosalinde Mynster”.

Gennem sin skrivning møder hun litteraturkritikeren Halgar Olsson, med hvem hun knytter et tæt bånd gennem utallige brevudvekslinger – trods Olssons kritiske blik på Södergrans litteratur. Edith bliver afhængig af Halgars breve, og ud af Södergrans desperate, skrøbelige, hjerteskærende, lidenskabelige og passionerede digte og breve, er forestillingen ‘Landet som ikke er’ opstået på Teatret ved Sorte Hest.

Det gode og det knap så gode
Scenen er bar, næsten for bar, det første lange stykke tid, mens Rosalinde Mynsters, der spiller Edith Södergran, gang på gang taler om landet, som ikke er: “et sted, hvor naturen legemliggøres.” Södergrans lyriske sanseunivers står i kæmpe kontrast til Mona Schmidt Møllers bare scenografi. Pludselig åbner en helt ny sanselig og forunderlig verden sig dog for øjnene af os. Snart fremstår scenerummet som noget af det smukkeste, jeg længe har set, og Södergrans længsel efter dette land, som ikke er, synes kun kraftigere.

Södergrans insisterende breve til Halgar Olsson danner rammen om og fremdriften for Landet som ikke er, men smukkest er forestillingens hjerte: Henriette Groths dragende musikalske iscenesættelse af Södergrans digte. Groths fine vokal og fængende musik skaber et sjældent smukkere sammenspil med Mynsters portræt af den svenske digter. Hun er så lille, fin og skrøbelig det ene øjeblik, det næste er hun fyr og flamme og river i arrigskab scenografien fra hinanden, mens hun med en voldsom vrede tager store vingeslag henover den lille scene. Mynsters stemme er kraftig og rummer både sårbarhed og vildskab.

’Landet som ikke er’ bliver kun endnu mere forførende, dragende og hjerteskærende, da jeg for alvor sætter mig ind i Edith Södergrans korte og tragiske tilværelse. Kun 31 år gammel dør Edith Södergran, inden hun kommer til sin ret.

Mynsters Edith Södergran ånder ud for sidste gang, og salen bliver stille. Landet som ikke er er en sjældent set poetisk, tidløs og dragende forestilling. Den er uden tvivl en tur til det lille teater værd!

Skynd dig ind og se den, hvis
… bare skynd dig. Landet som ikke er er en lille poetisk perle, og spiller kun frem til d. 15. september.

Af Clara Lindstrøm Gleerup, Den 4. Væg
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.