Dejligt provokerende forestilling, som konfronterer os med nogle af de valg vi selv skal foretage
Ordet LYST er flertydigt: Betydningen LYST i modsætning til mørkt giver nok ikke meget perspektiv på forestillingen. At have LYST til noget bringer os ind i forestillingens univers derved, at skuespillerrollen Kirsten Walther har lyst til at realisere det, hun formår: at forløse sin rolle på scenen. Og endelig er der betydningen LYSTer, som vækker seksuelle forestillinger, og de kommer i intenst spil i forestillingen, når Walther, som hun ønsker at kalde sig, må iklæde sig sort lak-BH, tilsvarende trusser med lynlås for og bag samt en lille strømpeholder i lak til at holde de sorte netstrømper oppe.
Men noget lystspil i ordets egentlige forstand er det ikke. Snarere det modsatte, for Walthers indre univers krakelerer gradvist.
Ved moderne, abstrakt malerkunst er der normalt ikke fra kunstnerens side lagt op til en entydig tolkning. Værket får sit indhold i beskuerens møde med billedet, og friheden til at tolke bliver uden begrænsninger. Det dilemma om bundne tolkninger og frihed til at associere i min (og andre tilskueres) retning oplevede jeg også ved at se forestillingen ‘Lystspil’.
Jeg ser 3 mulige dimensioner:
1. Episoder fra skuespilleren Kirsten Walthers egen tilværelse.
2. Teatrets egen omtale af forestillingen på hjemmeside: Herfra får vi forventninger om at se en figur på scenen (en skuespiller, der agerer at være skuespillerinde til prøve på en forestilling), hvor hun gradvist flygter ind i en fiktiv rolle som prostitueret, så hun blander sammen på fiktion og virkelighed.
3. Netop denne blanding af virkeligheden og alt det fortrængte fra fortiden gav for mig en tredje forståelsesmulighed: En kvinde med en fortid hun ikke magter at leve med, og som derfor bringer hende ud i kaos.
Kirsten Walther-temaet: Havde jeg været en større ugebladslæser, var der måske flere paralleller, som var dukket op, men vi fik da den enorme hat og den karakteristiske frakke, ligesom vi indledningsvis fik lov at høre enkelte replikker på Kirstens københavnerdialekt.
Teatrets præsentationstema: Måske var det hele så umuligt for skuespillerinden (i rollen på scenen), at hun ikke kunne samle sig om sin rolle og ”bare” gennemføre prøven. Måske ”hjalp” scenografen, teaterdirektøren, journalisten og lægen til ved at give hende sexy-lak-undertøj, kræve fotografering af hende her og nu og endelig at øge hendes dulmende pilleforbrug, hvor pillen lige kan sluges med en sjat alkohol! Hun flygter, og hendes underbevidsthed bringer hende ind i en ny identitet som den prostituerede Julia og med fantasier om den dreng, hun fik som følge af en ”voldtægt”. Herfra bliver en væsentlig del af forestillingen en indre monolog, der bare borer sig nedad.
Et menneskes forsøg på at tage et opgør med sin fortid: Måske Julie ikke fantasi, men derimod drengens adoptivmor. Måske fik hun virkelig drengen. Måske snød lægen hende ved tiltrængt at indlægge hende i tre måneder, alt mens han organiserede at bortadoptere barnet. Måske var hun alligevel ikke stjerneskuespillerinde, men et blot menneske i en teatertrup, der overnattede på billige hoteller (og fik lidt intim kontakt med bartenderen). Måske stod hendes lak-kostume i skarp kontrast til drømmen om alt det, hun havde villet med sit liv. Måske blev hun gradvist en alkoholiseret pillemisbruger. Måske udvikler forestillingen sig gradvist til et menneskeligt opgør mellem den fortid, vi slæber rundt på, og de fallerede drømme, vi kan have. Måske holder psyken ikke til dette opgør.
Året er 1987, men forvent ikke Kirsten Walthers roller levendegjort på scenen som stimuli til en kær erindring. For teatret vil meget mere.
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen.
Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.