Den timelange monolog er både interessant og inspirerende, og jeg går derfra med nye tanker om min egen tilværelse.
Den Reumertvindende dramatiker Julie Maj Jakobsen har skrevet en fabulerende og samfundskritisk monolog, der undersøger det velfærdssamfund, vi p.t. lever i. Vi har alle muligheder i verden; gratis uddannelse, sygesikring, støtte til uddannelse og til perioder uden arbejde. Men hvad gør man så, når alle mulighederne for succes har været der, men man ikke har udnyttet dem? Så står vi pludselig tilbage uden retning. Og hvor skal man så søge hen?
En ung kvinde bor i Ingrid og Anker Jørgensens (vores tidligere statsministers) opgang – det er midt om natten; hun sidder på køkkengulvet og kan ikke sove, tankerne flyver rundt i hovedet på hende. I en times tid sendes vi frem og tilbage mellem 2018 og 1970’erne.
Det gode og det knap så gode
Den unge kvinde har det ikke nemt. Hun er i tvivl om hele sin eksistens og plads i samfundet. Der sidder hun; alene på det kolde køkkengulv, 35 år og cand.mag. i Kommunikation på RUC – hvad skal hun med titlen og livet? Pludselig er hun nærmest i direkte dialog med både Anker og Ingrid, og vi sidder på sidelinjen som fluen på væggen. Sydhavn Teater har valgt at sætte forestillingen op på Postcaféen, 100 meter fra Anker og Ingrids bolig og lige i nærheden af den kommende statue af Anker Jørgensen. Anker og Ingrid blev boende i Sydhavn, selvom de havde en kæmpe bolig, Marienborg, til rådighed, men Anker og Ingrid skulle ikke ud at bo i et eller andet kæmpe palæ, hvor alt er for stort. Nej tak, de forblev jordnære til det sidste.
Publikum sidder ved borde, i sofaer og i lænestole. Midt på scenen står en lille platform, og oven på den ligger en ung kvinde i form af en kludedukke i spagat. Kludedukken repræsenterer den kvinde, vi følger den næste times tid – og dukken bliver ikke ladt alene i mange sekunder, før den bliver kastet fra side til side, krammet og lagt i fosterstilling. Maria Carmen Lindegaard portrætterer den unge kvinde, og hun har en stemme, der rækker langt og flot. Kvinden er arbejdsløs, hun bor alene, og hun forsøger konstant at finde en mening med tingene. Men hvorfor gør hun så ikke noget? Hun lader til at sidde fast, som så mange andre unge mennesker i dag. Men pludselig dukker Ingrid og Anker op ud af væggene. Sammen med dem, men især Ingrid, ransager den unge kvinde sine mange tanker om tilværelsen, og selvom hun gang på gang nedgør Ingrids (bidronninge-)tilværelse og kedelige hausfrau-liv, forbliver Ingrid alligevel lykkelig i sin tilværelse. Det forarger den unge kvinde, at Ingrid så sig tilfreds med sådan en tilværelse, men på samme tid misunder hun hende, der kan finde sig til rette i det hele. Kvinden vil gerne være nogen, bare gerne være brugbar for nogen.
Den timelange monolog er både interessant og inspirerende, og jeg går derfra med nye tanker om min egen tilværelse. Der er både had til datidens kvindeidealer, men vi kommer heller ikke udenom om et vist had/kærlighedsforhold til det feministiske syn, vi har i dag. Jeg tænker dog, om det ikke også kunne have fungeret uden Anker og Ingrids tilstedeværelse? Måske, måske ikke.
Mille Maria Dalsgaard har i hvert fald formået at instruere en forestilling, der både provokerer og åbenbarer, og som tilmed også har flere komiske indspark. Man skal dog holde tungen lige i munden for at kunne følge med, for Marienborg – Nej Tak er én lang tankestrøm, som ikke altid har tydelig hoved og hale.
Skynd dig ind og se den, hvis
… du, som vores hovedperson, sidder fast og trænger til en ordentlig rusketur.
23 år. Læser Film- og medievidenskab. Jeg nyder at gå i teatret så meget som muligt! På det seneste er det gået så vidt, at jeg nu også om natten drømmer, at jeg er i teatret. Her laver jeg alt muligt spændende. Jeg får bl.a. Mads Mikkelsen til at grine og glemme sig selv i sin rolle i Klokkeren fra Notre Dame, maler Kongeligt porcelæn med Signe Egholm og glemmer mine replikker og sange, mens jeg står på scenen i årets største og dyreste forestilling. Mine drømmeroller er Julie i Frøken Julie og Blanche Bubois i Omstigning til Paradis. Det, jeg elsker mest ved Den 4. Væg er at få lov til at tale med scenekunstnere, der har en passion for det de laver og få en dybere forståelse for deres arbejde! Lige nu har jeg kæmpe teatercrush på Katrine Wiedemann og Peter Christoffersen.