BlogUnge & Voksne

Teatret ved Sorte Hest, Den Skaldede Sangerinde

Der er eksplosionsfare i parforholdet hos Ionesco!

”Den Skaldede Sangerinde” har været spillet stort set uafbrudt i Paris i over 60 år, og så er der slet ikke tale om en sangerinde i Eugéne Ionescos absurde forestilling. Titlen kom ind ved en fortalelse under en tidlig prøve, og så bed den sig fast.

Men lad os blive i billedet og give associationerne frit spil, – helt i tråd med tekstens puslespil af muligheder og dobbeltheder:
– En ikke tilstedeværende sangerinde, hvor vi kan forestille os en syngende diva, der vælter ord ud over os, som vi ikke altid kan fundere i en sammenhæng.
Ordene udgydes i stedet i dialogen mellem skuespillerne som nærmest råb fra deres indre, og især i slutningen præsenteres vi for et fantastisk og nærmest dadaistisk lydmæssigt ordspil.
– En SKALDET sangerinde med en hovedløs nøgenhed, – hvor også de to ægtepar i forestillingen viser sig i deres verbale og handlingsmæssige afklædthed, når følelsesstemningerne kommer for fuld udblæsning.
Her sidder vi nærmest i stuen i det bedrestillede Nordsjælland med designermøbler, en magtfuld au pair og hen over forestillingen et forbrug på henved seks flasker ”blå Bombay Saphire”.

De kommunikerer ikke med hinanden, de to, som bor her. De taler forbi hinanden, svarer på det, de ikke bliver spurgt om; de dykker ned i erindringer og fordomme eller fortrænger det, som kunne have givet dem oplevelsen af et fællesskab (hvilket vist ligger uden for deres fatteevne).
Allerede her vækkes tanken hos mig som tilskuer, om det mon er min eller vores moderne verden og ”fællesskab” med hinanden, som Ionesco lader udspille sig fra scenen til trods for, at forestillingen blev opført første gang den 11.maj 1950.

Der er hverdagsemnerne, de taler om, de emner som vi bygger vores holdninger og handlinger op på: at holde facaden i orden, de mange fordomme om andre menneskers gøren og laden, børneopdragelsen, maden og forholdet til vennerne.

Over det hele ligger en absurditet, som forstærkes, da gæsteægteparret kommer ind som nærmest ukendte for hinanden. – For kender vi faktisk hinanden i parforholdet, eller lever vi på klicheer, drømme og fordomme? Ionesco pirrer til vores imaginære fællesskab i samtalen mellem de to ægtefæller, Mrs. og Mr. Martin, hvor den ene nærmest taler den anden efter munden på vejen hen mod at finde frem til egen og modpartens identitet.

Handlingen, der udspiller sig over forestillingens fem kvarter, ligger på to planer: konkret er der det ”jordnære” spil med to ægtepar, en tjenestepige og besøg af en brandmand. Men dertil kommer så det niveau, hvor Ionesco udfolder sig som en uforlignelig ordkunstner, der både mestrer det abrupte sprog med dets iboende evne til at associere ud fra, men også den lydmæssige symfoni, som udspiller sig især sidst i forestillingen. Skuespillernes replikker er blevet et klangmæssige lydspil, som trænede de skalaer som optakt til en opera, eller det kunne opfattes som en slags stavelsesmæssige vrøvlevers fra fortidens barndomsremser, der her frigøres i den voksenverden, de ikke har styr på.
Det er lykkedes på eminent vis for Klaus Hoffmeyer at få Ionescos franske replikker omsat til dansk med en intensitet, der rammer tidens tilskuere lige der, hvor vi har vores følelsesmæssige ligtorn: at finde os selv og en identitet, vi tør bygge vores hverdag op på.

Teatrets program udtrykker det med ordene: ”Den absurde mixtur giver indsigt og udsigt”.

Af Vivi Holm, cand. mag & teaterspotter
Lærer og cand. mag. i teatervidenskab. Teateroplevelsen er for mig et liv i fortættet form, hvor jeg sidder og lader mig opsluge af ordene, af gestikken og ikke mindst af mimikken, - og det hele set midt i en valgt scenografi, som måske underbygger, måske provokerer min oplevelse af forestillingen. Genrermæssigt vælger jeg bredt: de store klassikere som Strindberg og Henrik Ibsen, der lader sine figurer gradvist krakelere – de aktuelle ”temaspil” om eksempelvis at forholde sig til nydanskere i vores land eller måske til alvorlig sygdom i vennekredsen – de postmoderne opsætninger af klassikerne – men også meget gerne nyskreven dansk dramatik, som rammer lige ned i en hverdagssituation med normer og vaner, hvor der kunne være behov for nytænkning.